Adventure
Med vand til knæene, mudder i håret og kompasset i hånden står det klart, at adventure er linjen for dig, der tør gå til grænsen af det trygge og forlade komfortzonen med 120 km/t, fordi det også flytter dig indvendigt...
At være elev på Adventurelinjen er ensbetydende med at være i fart fremad. Det er den fysiske bevægelse på
mountainbiken og i løbeskoene. Og det er den mentale bevægelse, når du sammen med dine kammerater skal klare dig gennem udfordringer.
Faciliteter - Adventure
Mountainbikespor
I vores skov lige ved siden af skolen finder du et mountainbikespor, som er skabt til sjove og udfordrende ture.
Stranden
Få minutters gang fra skolen ligger Brejning Strand, hvor vi både laver vandaktiviteter, bade og hygger os.
Færdigheder og discipliner
Du skal ikke være verdensmester i disciplinerne for at være med, men du skal have mod på at udfordre sig selv og stole på, at 2 + 2 = 5, når holdet arbejder sammen!
Færdigheder og discipliner
Undervisningen vil typisk bestå af små sammenhængende forløb, hvori du sammen med dit hold træner forskellige adventure-elementer:
- O-løb
- Mountainbike
- Klatring
- Teambuilding
- Kajak
- SupBoard
Valgfag
I løbet af dit år på Brejning Efterskole har du mulighed for at vælge forskellige valgfag. Valgfagene er opdelt i sommer- og vintervalgfag.
Vores valgfag varierer fra år til år, da vi har fokus på at udvikle hvert elevhold på bedst mulige måde og give vores elever netop de udfordringer, som passer lige til dem.
Fortællinger fra Brejning
Sara går på adventurelinjen, og på linjedagen i januar var hun og hendes team på tur i natten.
Den 9. januar i år skulle vi have linjedag, og det havde vi gået og ventet mange uger på. Nu skulle pulsen skrues en tak op, for jeg går på adventurelinjen, og vi skulle på race.
Vi mødtes til briefing kl.17 i Yggdrasil, hvor vi fik de nødvendige praktiske informationer, og derefter gik det stærkt. Vores teams fik et nummer, så vi hver især skulle finde de ting med vores nummer på, ude ved posterne. Da briefingen omkring bl.a. cykellygter, trafikforhold, sikkerhed mv. var slut, blev der kastet kort op i luften, og så var det ud ad døren.
Alle fire fra mit team, Løvetyr, greb vi vores cykler i mørket, lige ude foran hovedbygningen, og afsted med os. Vores navn, Løvetyr, er dannet af en løbetur med et pift af eventyr. På kortet tydede vi os frem til, at første post måtte ligge på havnen og ganske rigtigt så vi, da vi kom derned, at der helt ude ved yderste bådbro lå en papirlap og ventede på os. Vi erfarede hurtigt, at speedcross og en ekstrem glat bådbro er en virkelig dårlig kombi, men vi klarede at hente posten uden at falde i vandet, og derude var et nyt kort med en markering ude ved en strand. Vi havde nu to muligheder for at komme til stranden – gennem skoven eller langs landevejen. Hvad skulle vi vælge?
På røven i mudderet
Drengene overtalte os til at køre igennem skoven, men det fortrød jeg hurtigt efter at have løftet min cykel igennem en så pløret passage, at jeg selv røg på røven. Efter at have trukket vores mountainbikes og os selv op ad mudderet, gik det dog igen derud af. Vi stoppede efter cirka 4 kilometer op nær havet og så på kortet og sagde i kor, at det burde være her. Det var det også. Bag nogle buske hang et plastikchartek for hvert team, og første punkt var at finde vores. Vi kiggede forvirret rundt på de forskellige sedler og fandt så vores, men der var ikke noget nyt kort til os. Mærkeligt…
Et andet hold, som vi var stødt på, gav os et hint om, at kortet var begravet under sandet, så to af os tog handskerne af og gav os til at grave. Det var en rar følelse, da vores varme hænder mødte det fugtige sand. Vi gravede og gravede. Det føltes som om, vi gravede til Kina. Endeligt – cirka en meter nede under overfladen – fandt vi kortet. Vi skulle nu mod Fredericia og finde en park.
Højt humør på vejen
Det første vi skulle var dog at finde cyklerne igen. Dem havde vi måtte forlade oppe på vejen ved siden af stranden, og i mørket var de svære at få øje på igen. Det var godt, at mit team havde meget mere stedsans end mig. Og at cyklerne havde blinkende lygter på sig. Vi fandt dem og fortsatte ud ad landevejen.
Humøret var højt, efter vi havde klaret posten på stranden og var på vej videre. Cirka 45 minutter senere var vi ved parken. Der var igen lækre mudrede stier, og der kørte jeg altså virkelig langsomt, da man nemt skred i mudderet. Vi hyggesludrede om alt mellem himmel og jord og var næsten ved at passere posten uden at se den. Heldigvis nåede en af os at stoppe de andre. Posten gik ud på, at vi skulle digte eller synge om vores oplevelser på adventureturen og efter en kort snak konkluderede vi, at vi havde digtertalent og ikke stemmer, som sangfugle.
Digte og dæk
Allerede kort efter vi forlod posten, blev der digtet på fuld drøn, imens vi cyklede i modvind:
“Hvis der er modvind, så vender vi bare om“
Det at have adventure er nogle gange hårdt og medvind er altså bare fedest. Vi ramte et lyskryds i Vejle og også der, kom der guldkorn i vores digteri:
“Lysregulering jeg ikke kan tyde, men det gør ikke noget, for jeg er jyde”.
Pludseligt standsede turen dog brat, da et cykeldæk gav op på livet. Brynnings dæk gad ikke mere den nat, så vi stoppede op. Næste skridt var at finde lappegrejet, som vi bare skulle have med. Et kort sekund var jeg i tvivl om, hvor det var, og om det var kommet i den rigtige taske. Det var det heldigvis. En pandelampe fiskede vi også frem og så var der dømt cykellapning lige i nærheden af en post.
“Når Brynnings cykel får et hul, går vores overskud helt i nul”.
“Vi er forberedt og har en slange”
Efter en halv times tid på en cykelsti i Vejle, med lappegrej og pandelamper omkring os, havde vi nogenlunde fået lappet Brynnings cykeldæk, så det var op på jernhesten og afsted igen.
Vi mødte nogle af de andre, som ikke havde fundet posten, og derfor skulle vi bevise, at vi rent faktisk havde været ved posten ved et billede eller lignende. Der var for mørkt til, at man kunne se den lille å, posten lå ved, så det blev en dejlig lydoptagelse fra det rindende vand, vi endte med at skulle afspille, da vi sluttede på skolen.
Men hjem kom vi ikke lige foreløbigt, for Brynnings dæk var nu helt fladt. Heldigvis var hjælpen nær. Vores dejlige adventurelærer kom forbi og smed en cykelslange af hos os.
“Brynnings cykelpunkteringer gør os ikke bange, for vi er forberedt og har en slange”.
Vi klarede os ihvertfald helskindede igennem, og det var en vildt sjov oplevelse, jeg ikke lige glemmer.
Det fedeste var for mig faktisk, da vi skulle til at cykle hjem fra Vejle og endnu et guldkorn kom frem:
“Nu når Brynning skal finde vej, kommer vi nok først hjem til maj”
