Få en rundvisning

Grundet covid-19 restriktioner må vores elever ikke vise rundt på skolen lige nu. Vores forstander Lone Frankel Goul viser efter aftale rundt. I kan booke en rundvisning via. denne side, så vil vi kontakte jer og aftale en tid for rundvisning. I er også meget velkomne til at ringe til kontoret på 7586 2999 man-tors kl. 11-15 eller fredag 8-12.

Her kan du se et overblik over alle vores kommende rundvisninger.

Brejningefterskole2021 03576

Efterskolernes dag

Der er ca. 240 efterskoler i Danmark – hver med et virvar af valgfag og linjer. Der er ikke noget at sige til, at det kan være svært at vælge, hvor netop DU vil bruge DIT efterskoleår. Valget er afgørende.

På Efterskolernes Dag hører I selvfølgelig mere om undervisningen, linjefagene og hverdagen. Men I får også en unik chance for at opleve, hvordan det egentlig er bo, leve og lære på vores skole. Tag jer gerne tid til at gå rundt og mærke stemningen. Tag en løs snak med vores nuværende elever og udnyt dagen til at blive sikker på mavefornemmelsen.

4 hurtige

  1. Der er ingen tilmelding.
  2. Der er rundvisninger, aktiviteter og tid til personlige samtaler med vores elever, lærere og forstander.
  3. Det er altid gratis. Vi sørger for lidt mad og drikke for at holde energien oppe.
  4. På Brejning Efterskole står eleverne selv for at planlægge og styre dagen.
Brejningefterskole2021 05375

Hvad sker der på efterskolernes dag?

Det er der ikke nogen, der helt ved endnu. På Brejning Efterskole står eleverne selv for at planlægge dagen – som led i deres projektlederuddannelse. De har nedsat en styregruppe, valgt to projektledere og bliver inden dagen introduceret til en række effektive projektstyringsværktøjer.

Vi lærere og voksne på skolen lægger trygt dagen over i elevernes hænder og stiller os på sidelinjen. Ikke bare fordi det plejer at gå godt, men fordi det bliver en langt bedre dag, når eleverne lægger sig i selen, tager styringen og selv viser skolen frem, som de kender og holder af den. I ugerne op til Efterskolernes Dag har der været gang i de store planer. Eleverne brygger på deres bedste idéer og lægger nøje planer for at realisere dem.

På dagen gør de ideer til virkelighed og tager materialelister og ansvarsfordelinger i spil for, at I kan tage hjem med større afklaring, end da I kom.

Som gæst får I en dag, der ikke er lavet efter den samme opskrift hvert år, men er et personligt visitkort direkte fra vores elever. Og I får et førstehåndsindtryk af projektlederuddannelsen på Brejning Efterskole.

Når det er sagt, så garanterer vi dog, at der vil være følgende på Efterskolernes Dag:

  • Rundvisninger med eleverne – Få et personligt indblik i efterskolelivet.
  • Samtaler med lærerne – en rundvisning i skolens undervisning og tilgang.
  • Mulighed for at tale med kontoret og vores forstander — der er plads til alle spørgsmål fra det lavpraktiske til de overordnede og det økonomiske.
Brejningefterskole2021 06172

BE Camp

Er du mellem 10 og 14 år?
Så kan du i sommerferien afprøve, hvordan det føles at gå på efterskole. BE Camp er en uge med valgfag, efterskoleaktiviteter, køkkentjans og helt sikkert en ny ven eller to eller tre.

Brejningefterskole2021 06642

Oplev linjer og valgfag på efterskolernes dag

Linjefag

I løbet af Efterskolernes Dag vil I blive præsenteret for vores fem spændende linjer: outdoor, adventure, wellness, og innovation og gourmet. Som elev vælger du ét linjefag, som du har hele året. Det er din mulighed for at dykke ned i det, du synes er spændende og udforske nye afkroge af dine interesser. Spørg endelig ind til alle detaljerne, når I taler med vores lærere og elever.

Valgfag

Du kan prøvekøre nye interesser og kaste dig ud i nye udfordringer. I løbet af dit efterskoleår får du mulighed for at vælge op til 8 forskellige valgfag. På Brejning Efterskole tilbyder vi en bred vifte af valgfag, som spænder fra “tons & tummel” til “tanke i naturen”. Hvert år tilpasser vi udvalget, så fagene fortsat er aktuelle. Det kan være, at du finder et skjult talent. Har du en passion med hjemmefra, finder du måske en ny kilde af inspiration. Valg(fag)et er dit.

Brejningefterskole2021 06918

Hvad hvis vi ikke kan komme til Efterskolernes Dag?

Døren står åben på Møllegårdsvej 1 i Brejning, og I er altid velkomne. Der er desuden mange muligheder for at besøge os ud over Efterskolernes Dag.

Efterskolernes aften

Vi får et par tidligere elever på besøg, som ser tilbage på deres bedste oplevelser, og hvad de har fået med fra året på skolen.

Vores nuværende elever tager jer med ind i dagligdagen og fortæller, hvad der overraskede dem, og hvorfor de valgte Brejning Efterskole.

Vores forstander – Lone Frankel Goul – fortæller om ægte ansvar og friluftslivets rolle i hverdagen.

Informationsaftener på Brejning

Året rundt holder vi en række informationsaftener på Brejning og i flere af landets byer. Det er aftener med jeres gode spørgsmål i centrum. Vi kaster lys på hverdagen, på efterskolelivets meningsfulde udfordringer og glæder – og på skolens grundlag, pædagogik og ambitioner.

På vores facebookside annoncerer vi løbende, når nye informationsaftener er lagt i kalenderen.

Rundvisninger

I har altid mulighed for at svinge forbi skolen og blive vist rundt af vores nuværende elever. På en rundvisning på en hverdag kommer I til at opleve skolens hverdagsstemning, og I vil få en snak med en af vores lærere eller forstanderen.