I udevikling bruger vi naturen som mentalt pulterkammer og energikøleskab. I naturen er alle sanser vakt, man mærker vinden ved fjorden, hører den i skoven eller dufter den over marken – naturen omgiver os, og den giver et frirum til at være og åbne sindet.
I udevikling vil du møde forskellige øvelser, der handler om sanser, energipåfyldning, mental oprydning og om at lære sig selv og andre bedre at kende. Udevikling er faget for dig, der er interesseret i nuet og nærvær, og som – når hoved og krop er fuld af indtryk – kan have brug for at ”vikle dig ud”, og være fri.
Nogle øvelser vil have fart på, andre vil handle om nuet og det nære, nogle bliver med bind for øjnene og andre bliver med ryggen mod en anden.