Vi bringer her en portrætsamtale med Lone Frankel Goul, der 1. august begyndte som forstander på Brejning Efterskole. Hun kommer fra Slagelse, hvor hun indtil sommerferien var pædagogisk leder på en af kommunens skoler og gruppeleder i den lokale spejdergruppe. Men hvem er hun egentlig? Og hvad vil hun gerne med Brejning Efterskole? For at besvare de spørgsmål, inviterede en af skolens gamle elever den nye forstander ud på en gåtur rundt i lokalområdet. Håbet var at få svar på de fleste af de spørgsmål, som muligvis havde meldt sig i den seneste måned hos nuværende, kommende, potentielle og gamle … og alle andre, der gerne vil vide mere om den nye forstander og hendes syn på Brejning Efterskole og efterskolebevægelsen i helhed.
Vil du ikke begynde med at fortælle om en god oplevelse fra den seneste uge?
”Jo. I går eftermiddags, efter jeg havde fredagssamling og fik sendt de fleste elever afsted på weekend, sidder der en flok elever udenfor på bænkene ved rosenbedet. Jeg har god tid, så jeg sætter mig over og hyggesnakker med dem om alle mulige ting. Om alt fra livretter til, at en venter på sin mor. Vi snakker om, hvordan man er i familien, om store søskende, små søskende. Om det tøj de har på. Alt og ingenting – men alligevel det, der har betydning i deres liv. Vi sad bare der i solen, og de var så nemme at gå til. Jeg tog mig selv i at tænke, at det er efterskolelivet. Og jeg håber i den grad, at de oplever, at vi voksne gerne vil dem. Også når det bare handler om tøj, eller hvad de godt kan lide lige nu.”
“Noget af det, jeg håber, at eleverne kommer hjem med efter et år hos os, er, at de er blevet mødt af en masse mennesker, som vil dem. Det er både deres jævnaldrende kammerater, men også de voksne omkring dem. Hvis vi bliver mødt af folk, der vil os, vil vi selv gå ud og tage imod de næste, vi møder i livet. “ – Lone Frankel Goul, forstander på Brejning Efterskole.
Hvad er det, der gør, at det bliver særligt?
”Livet er jo bare en lang række af øjeblikke. Og det, der gør livet særligt, er, når vi tør komme hinanden nær. Den konkrete oplevelse kan ikke planlægges. Jeg kan ikke forberede det eller sige; sådan her skal det være. Det er et spontant her-og-nu, og det kan kun eksistere, fordi vi vil hinanden. Noget af det, jeg håber, at eleverne kommer hjem med efter et år hos os, er, at de er blevet mødt af en masse mennesker, som vil dem. Det er både deres jævnaldrende kammerater, men også de voksne omkring dem. Hvis vi bliver mødt af folk, der vil os, vil vi selv gå ud og tage imod de næste, vi møder i livet. Og når vi som mennesker bliver mødt af nogen, der vil os, uden at de har alle mulige forbehold, så bliver det også nemmere for os at se vores egen værdi. Jeg håber, at vores elever kommer til at opleve sig selv som værdifulde mennesker. At uanset hvem de er, så har de noget at byde på, og de er gode nok, fordi de er, som de er. Og det må jeg jo desværre sige, at det er der rigtigt mange unge mennesker, der kæmper med. Det er ikke nødvendigvis samfundets skyld. Og de kan komme fra nok så gode familier med super forældre, der bakker op om dem. Men de kan bare have det svært nogle gange, når de står midt i deres identitetsudvikling. Og jo flere gange de bliver mødt af det der gode nærvær, så tror jeg, at det kan ændre deres indstilling – både til andre og til dem selv.”
Børn og unge er umiddelbare… og så griner de mere
I dit første nyhedsbrev til de nuværende forældre på Brejning, skriver du, at børn og unge altid har fyldt meget i dit liv. På hvilken måde?
”Jeg er vokset op med forældre, der var gymnastikinstruktører. Ja, min mor var sådan set også spejderleder. Lige så lang tid, som jeg kan huske tilbage, er jeg blevet taget med til alle mulige gymnastikopvisninger og har siddet i gymnastiksale og set mine forældre arbejde med børn og unge. Det har selvfølgelig inspireret mig til selv at gå ind i den verden. Jeg startede som gymnastikinstruktør, da jeg var omkring 14 år gammel – cirka samtidig med, at jeg blev patruljeleder i troppen hos spejderne.”
”Jeg kan godt lide, at børn og unge er umiddelbare. De siger det, der falder dem ind. Der er ikke så meget filter på. Og det er befriende med den der oprigtighed, som vi nogle gange glemmer som voksne, fordi vi måske tænker: “Nå men hvad bliver konsekvenserne, hvis jeg siger det her?”. Det tiltaler mig virkelig ved at være sammen med børn og unge. Og så kan jeg bare helt vildt godt lide at grine. Og de griner bare mere, end voksne gør. De griner ad alle mulige fjollede ting, som man måske ikke altid gør på en arbejdsplads. Men det bliver bare så ligetil, når man er omgivet af så mange unge, ikke?”
Fra frisør til forstander
Det er noget med, at du oprindeligt er uddannet frisør?
”Ja. Da jeg blev frisør, var det simpelthen min drøm, og det var drømmeuddannelsen. Og jeg er fra en af de store årgange, hvor jeg var super heldig at få en læreplads. Så jeg blev uddannet – men har ikke arbejdet særligt mange år som frisør.”
Hvorfor stoppede du?
”Jeg kunne bare mærke, at der var noget andet, der trak. Og så lå det lige til at blive underviser for på den måde, kunne jeg få lov til professionelt at være sammen med børn og unge. Oprindeligt ville jeg have været gymnasielærer. Men det endte så med, at jeg blev folkeskolelærer.”
Okay … hvad skete der med det?
”Livet er jo bare en masse omveje. Og det skal vi jo huske. Der er jo ikke altid nogen lige vej. Men efter at have været frisør, ender jeg på universitetet og læser historie og tænker, at vejen frem er, at jeg skal være gymnasielærer. Men af forskellige årsager, ender jeg med ikke at have det, der hedder et sidefag og får pædagogik som tilvalgsfag i stedet for. Og så er det ikke så nemt at få et gymnasielærerjob. Og så havner jeg i friskoleverdenen og uddanner mig til lærer. Og så har jeg været i den verden lige siden. Jeg tænker nogle gange at, der jo aldrig er noget, der er spildt. Det kan godt være, at vejen ikke er lige. Der er ikke kun ét mål i livet. Der er mange.”
Brejning Efterskole med tre ord…
Hvis du skulle beskrive Brejning Efterskole med tre ord. Hvilke ord skulle det så være?
”Det ene skal være ”begejstring”. Sådan er det bare. Hvis vi voksne er interesseret i at kigge tæt på unge, så vil vi opleve begejstring over alle mulige ting. Nogle ting forstår vi ikke, men det betyder ikke, at det ikke har betydning for de unge. Jeg vil sige, at der er masser af begejstring fra personalet i hverdagen. Jeg bliver nemt begejstret, når jeg er sammen med de unge, og det gør jeg på mange måder. Jeg bliver også begejstret på en stolt måde. Over den måde eleverne agerer på, og den måde de tager hånd om fællesskabet på, og den måde de rykker sig personligt på. Begejstring er et godt ord for, hvordan det ser ud på Brejning. ”
”Så er det udvikling. Og det er ikke udvikling forstået som, at vi skal præstere. Jeg plejer at sige, at det skal kunne mærkes, at vi har været her – ikke på præstationerne men på relationerne. Så det er ikke noget med, at vi hele tiden skal udvikle os til at kunne få en højere karakter eller klare os bedre i en test. Det er udvikling på den måde, at de unge rykker sig. Og at vi som skole rykker os, fordi vi hvert år får en flok nye skønne mennesker, der påvirker os. Hvis vi ikke lader os påvirke af dem, der er her her og nu, synes jeg faktisk, at vi mister vores berettigelse. Det er udvikling i det små. Det er udvikling, der kun nogle gange kan ses udefra.”
”Og så lige den sidste… jamen jeg kunne godt tænke mig at sige noget omkring natur og friluftsliv. Jeg ved ikke lige hvad for en af dem, jeg hælder mest til. Men der er noget særligt ved at være et sted, hvor der er højt til loftet. Det er der helt konkret, når man går ned på vores store mark eller en tur i skoven. Der er så sandelig også højt til loftet i vilde ideer hos eleverne og villigheden hos personalet til at gribe ideerne og bakke dem op. Men at være ude… det bliver en modpol til det liv, mange af os lever. Det gør noget helt særligt ved os, når vi mærker, at vi er en del af noget større som f.eks. naturen.”
Du har sagt, at jobbet i Brejning er drømmejobbet. På hvilken måde?
”Jeg vågner om morgenen med smil, og jeg går meget træt i seng om aftenen – men med et smil. Hvis det skal sammenlignes med noget, så er det som at være på en super super sommerlejr med sin spejdergruppe, hvor man godt nok knokler dagen lang, men der er bare god stemning hele tiden. Sådan tænker jeg faktisk, at dagene er her på Brejning. Nu er der selvfølgelig kun gået en måned – men jeg tror ikke, at jeg har haft nogen dårlig dag endnu. Der er selvfølgelig meget at se til. Men så kan jeg sætte mig ind til frokost og spise med de unge mennesker. Og så har jeg igen fået grinet eller en god historie eller snakket om noget, der har betydning for dem. Og det er det, der gør det til drømmejobbet for mig. At få lov til at komme eleverne så nær. Jeg kommer fra en folkeskole, hvor jeg nok kan sige, at jeg kendte mange af eleverne, men i et stort kommunalt system, er man langt væk fra dem.”
”At få lov til at få et job, hvor man har mulighed for at påvirke unge, der i dén grad kan tage ansvar i vores samfund. Ja… det er jeg meget ydmyg omkring det. Jeg er klar over, at det i bund og grund ikke handler særligt meget om mig. Det handler om de andre, om de unge mennesker. Så selvom jeg har fået opfyldt en personlig drøm, er jeg egentlig mest optaget af, at jeg derigennem kan få lov til at plante nogle frø og se, hvad det nu bringer, og hvordan det kommer til at spire op. Og jeg har ikke nogen plan med, hvad det er, jeg gerne vil se. For jeg tror simpelthen ikke, at jeg har et stort nok perspektiv til at se, hvad det er de kommer til at finde på.”
”Samtidig er Brejning Efterskole et betydningsfuldt sted for Det Danske Spejderkorps. Og at få lov til at værne om det, er godt nok en stor ære og et stort ansvar.”
Skal man være spejder for at være elev på Brejning?
Når man hører om Brejning Efterskole, kan man nogle gange få lyst til at spørge, om man skal være spejder for at gå her?
”Man behøver på ingen måde være spejder. Hvis man overvejer, om Brejning Efterskole er det rigtige for en selv eller sit barn, er det vigtigste, at man har lyst til at være ude, og at man har mod på at blive en del af et fællesskab.”
”Det er jo ikke alle, der synes, at det der med fællesskab er lige nemt. Så jeg siger ikke, at man skal kunne en masse fællesskabsting, før man kommer her. Vi vil hellere end gerne klæde de unge på til at kunne noget med fællesskab og byde ind og vide, hvornår man kan trække på fællesskabet eller tage en pause fra det. Men grundlæggende er det de to ting: Man skal ville friluftslivet, og man skal ville fællesskabet.”
”Hovedparten af eleverne på Brejning er spejdere. Men det er sundt med en blanding. Det er sundt at opleve, at fællesskab findes mange steder. Da min egen datter gik på Brejning Efterskole for nogle år siden, fik de at vide, at når de var til spejderarrangementer, som fx kunne være et spejderløb, måtte de ikke lave lukkede Brejning-cirkler. Der skulle altid være plads til en til. Og det synes jeg faktisk, er en rigtig fin idé. Hvis man står udefra kan det godt være svært, at være den, der stiller sig over i cirklen, når der måske står ti andre, som tydeligvis kender hinanden.”
“Grundlæggende er det de to ting: Man skal ville friluftslivet, og man skal ville fællesskabet.” – Lone Frankel Goul, forstander på Brejning Efterskole.
”Det er så nemt at sige til unge mennesker, at I skal huske at inkludere, men hvis vi ikke klæder dem på til, hvordan man gør det, så er det jo ikke, fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan. I går handlede min fredagssamling med eleverne om at være modig. Mod kan også være at gå over og sige til en fremmed: “Har du ikke lyst til at sætte dig ned og spise sammen med os?” eller “Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?”. Og det tror jeg, at vi skal være meget mere opmærksomme på; hvordan vi taler til og byder ind i fællesskabet. Spørgsmålet er, hvordan man påtager sig ansvar? Og der vil jeg gerne, at vi arbejder for, at det ikke handler om den enkelte, men om at man byder ind for et stort fællesskab. Det handler ikke om, at én enkeltperson har fået en vigtig post, men om hvordan man bruger denne her vigtige post til at gøre noget for andre. Jeg tror, at det er en lang proces, som blandt andet jeg skal have modet til at tage med vores tidligere elever, som tager ansvar. Jeg skal turde gå lidt til dem og sige: “Det er fint. Nu sidder du så og er med til at planlægge et eller andet. Hvordan bruger du det til at invitere andre ind? Hvordan bruger du det på en positiv måde?”
”Alle elever skal vide, at de kan komme til mig. Og det er ikke bare sådan en ting, jeg siger – jeg har nogle gange et rend på mit kontor. De ved, at de kan sætte sig ned ved siden af mig, eller at jeg kommer jeg over til dem.”
”Det handler om at vise dem, hvordan man rent faktisk kan byde ind i et fællesskab, og hvordan man kan tage imod nogen. Der kan det godt være, at det måske virker lidt underligt. Men jeg har snakket med eleverne om, hvordan de taler til andre mennesker? De er jo stadigvæk en lille smule fremmede for hinanden. De har jo kun været her i tre uger nu. Men hvordan taler vi til hinanden? Det synes jeg, er vigtige samtaler, vi skal have igennem hele livet.”
Hvad bliver anderledes?
Mange både nuværende, kommende og tidligere elever og forældre vil nok gerne vide, hvad der bliver anderledes med dig som forstander.
”Der er jo rigtigt mange, der taler om en Brejning-ånd. Og der kan folk være helt rolige. Der skal skal blive ved med at være en Brejning-ånd. Jeg mødtes med bestyrelsen for skolens forening for tidligere elever og talte med dem om, at Brejning skal være deres andet hjem. Det har jeg også talt med andre tidligere elever om. Jeg håber, at Brejning kan blive ved med at være deres andet hjem. Der, hvor de får lyst til at komme over. Her, hvor de ringer og siger: “Vi kommer lige forbi. Kan vi låne shelteren?” Og det håber jeg, Brejning bliver ved med at være. På den måde tror jeg sådan set, at jeg kan love, at der bliver ved med at være en kerne af genkendelighed.”
“Værdier er det, der samler en familie, og det er det, der skal samle Brejning. De tiltag, vi kommer til at foretage os, vil være bundet i de værdier. “- Lone Frankel Goul, forstander på Brejning Efterskole.
”Når det er sagt, er der selvfølgelig nogle ting, der vil ændre sig. Fx har vi i år fået en ny morgenrute. Og i år spiser eleverne morgenmad ovre i den store fællessal, hvor de tidligere har spist morgenmad i kontaktgruppekøkkenerne.. Så alt skal jo heller ikke være ved det gamle. Og jeg tvivler på, at dem, der var elever for fem til syv år siden ville have ønsket, at alt var fuldstændig som på 1. årgang.”
Nej det ville de nok ikke, for der gravede eleverne søen ud nede på marken…
”Ja… det har jeg godt hørt…”
”Men som en der er opvokset i spejderbevægelsen, tænker jeg rigtig meget i værdier. Værdier er det, der samler en familie, og det er det, der skal samle Brejning. De tiltag, vi kommer til at foretage os, vil være bundet i de værdier. Og på den måde vil der på den ene side ske noget, imens andet forhåbentlig vil være genkendeligt.”
“Jeg sætter også gerne tid af til, at folk kan tage en kop kaffe sammen med mig, og vi kan få en snak, så man kan mærke det. Fordi sådan vil det jo også være, hvis man kommer hjem til nogen. Så skal man kunne mærke, hvor ståstedet er henne nu.” – Lone Frankel Goul, forstander på Brejning Efterskole.
”Så til dem, der sidder derude og tænker: “Jeg kunne godt tænke mig at kunne mærke min skole igen”, så er man velkommen til at komme forbi. Og jeg sætter også gerne tid af til, at folk kan tage en kop kaffe sammen med mig, og vi kan få en snak, så man kan mærke det. Fordi sådan vil det jo også være, hvis man kommer hjem til nogen. Så skal man kunne mærke, hvor ståstedet er henne nu.”
Mange kommende eller potentielt kommende elever og forældre sidder måske og tænker, om der bliver lavet om i linjefagene og valgfagene?
”Nej. Ikke først for. Jeg synes faktisk, vi har et rigtig godt udbud af linjefag. Selvfølgelig kigger vi på, om vi har lærerressourcer, der dækker linjefagene på den bedste måde, eller om vi har det rigtige udstyr. Det er det, der kommer til at ske de næste par år. Men det kan jo godt være, at vi om fem år finder ud af, at noget af det vi har lige nu, slet ikke fungerer. Og hvis vi på et tidspunkt udbyder noget, som ingen er interesseret i, jamen så fejler vi jo.”
”Men inden for en overskuelig årrække, kan man regne med, at vi har de linjer, vi har. I forhold til valgfagene kan de variere lidt fra år til år. Der håber jeg, at vi bliver lidt bedre til at melde tidligere ud, så man med ro i maven ved, hvad det er, man går ind til.”
”Men også her skal vi kigge ind i, hvad vi har af ressourcer til at optimere nogle forskellige meget søgte valgfag.”
Så, hvis fx enormt mange gerne vil have kajak?
”Ja, så tænker jeg, at vi finder ud af, at man kan få kajak.”
Har du selv nået at være ude at sejle på Vejle Fjord?
”Nej.”
Nej?
”Men jeg er nok heller ikke så søstærk.”
Lone griner. I det hele taget griner hun mange gange i løbet af samtalen og har meget let adgang til den latter, som hun sætter så stor pris på hos eleverne.
Så lærerne, der har kajak og meginjollesejlads, skal ikke frygte, at forstanderen kommer og overtager de valgfag?
”Jeg kunne faktisk godt tænke mig at lære at sejle kajak. Men nej – det er ikke det, jeg kommer til at overtage. Men der er andre ting. Forleden dag var der lige brug for en, der kunne gå ind og tage et af valgfagene – De Glade Vandrere. Det fag handler om, at vi er ude og se naturen, imens vi synger sange. Så lidt over 20 fantastiske unge mennesker og jeg var ude og se naturen sammen og synge en masse sange. Det er ikke, fordi jeg måske synger særligt godt – men jeg synger gerne.”
Kan man gøre det smart at være venlig?
Jeg tror, at mange har set, at du har en blog, som hedder ”Living Kind”
”Ja.”
“Men når nogen blogger om mode, bliver det sådan en ting, som i de unges øjne måske bliver sejt at tale om. Jeg kunne håbe på at italesætte det at være venlig som noget, der bliver smart at være.” – Lone Frankel Goul, forstander på Brejning Efterskole.
Du skriver ret ofte – og under temaet ”at leve omsorgsfuldt i venlighed”. Hvorfor vælger du lige at blogge om det? Andre blogger jo om tøj, mode og…
”Jeg kunne jo være kæk og sige, at man skal jo blogge om det, man ved mest om. Og jeg ved i hvert fald rigtig meget om mennesker og om, hvordan vi er sammen. Men når nogen blogger om mode, bliver det sådan en ting, som i de unges øjne måske bliver sejt at tale om. Jeg kunne håbe på at italesætte det at være venlig som noget, der bliver smart at være.”
”Forleden sad jeg og spiste med nogle af eleverne. På et tidspunkt siger jeg til dem:
“Ved I godt, at I er super høflige?”.
Nej det havde de ikke sådan lige tænkt over. Og så siger en af de unge mænd;
“Det er jeg bare så glad for, at du siger. For hjemme hos os, er det faktisk vigtigt, at man er høflig”. Og så udviklede hele samtalen sig om, at de faktisk havde lyst til, at stramme sig an. At de havde lyst til at være høflige. Der satte han jo tonen for, hvad man skulle synes om høflighed. Og jeg håber da at være med til at sætte tonen for, hvad man skal synes om venlighed.”
”Efter mange års arbejde med børn og unge, som jeg har set blive overset – også i deres egen familie – ved jeg, at det gør noget rigtigt skidt ved os mennesker. Jeg kunne godt tænke mig, at vi talte meget mere om, at vi er et fællesskab. Vi er flokdyr, som ikke kan stråle uden hinanden. Og nogle gange stråler vi slet ikke i hinandens selskab. Derfor er min tanke blot den, at hvis jeg bare kan ændre det for nogle få, der så kan ændre det for nogle få, så har jeg gjort mit.”
Kan du stadig finde tiden til at blogge, efter du er blevet forstander?
”Ikke hver dag.”
Lone griner igen.
”I forbindelse med et kursus for unge og voksne spejdere, som jeg var med til at lave i Påsken, nåede jeg simpelthen ikke at blogge. Men så sagde en af mine gode venner, som også var med i teamet, til mig; “Jamen du har jo live-blogget hver dag. Du har jo sagt det her, til de unge…”. Og det må så være okay. Jeg er meget disciplineret. Når jeg har lavet en aftale med mig selv, så er det sådan, det er. Og inden skolestarten havde jeg lavet en aftale med mig selv, der hed hver dag, fordi jeg bør have noget at sige hver dag. Men den smutter lidt i øjeblikket.”
De bedste steder på Brejning Efterskole
Samtalen er ved at være slut. Efter at være gået over Brejnings gamle bavnehøj, Trinhøj, via den nye morgenrute ned til havnen, er vi nu på vej tilbage mod skolen. Nu skal vi blot op ad den sidste bakke.
”Vi kan tage marken op til skolen. Det er jo også det fantastiske. Vi har jo ret stor grund her, og vi har egen skov og plads til mountainbikes, uden at vi skal spørge nogen. Vi har plads til, at eleverne kan sove ude og…”
Lone kommer i tanke om noget.
”En af lærerne kom med en super idé forleden. Så nu går vi med planen om indenfor de næste uger at lave en sov-ude nat for hele skolen. Det skal være en helt almindelig onsdag, hvor alle er med. Det bliver højst sandsynligt ovre i skoven og i kontaktgrupper. Så det er ikke fordi, alle kommer til at sove samme sted. Men alle har en oplevelse af at have været en del af noget fælles alligevel.”
Du startede jo samtalen med at sige, at livet i princippet bare består af enkeltstående øjeblikke, som vi måske husker eller ikke husker. Personligt husker jeg meget tydeligt nogle af mine nætter på marken som Brejning-elev tilbage i 2000 og 2001. Der var ingen shelter dengang, og vi crashede meget ofte i en bivuak og havde lange snakke i skæret fra knæklys. Det er virkelig noget af det, jeg husker tydeligt her 18 år efter…
”Jeg synes også, at det er fantastisk, at du siger, at så brød bivuakken måske sammen.”
… eller blev bygget i mørket og var bare aldrig nogensinde god.
”Det er tit vores fiaskoer, eller det som kunne ses som fiaskoer, som bliver skelsættende for os, og nogle af de bedste oplevelser. Dengang man gik forkert og måtte gå 10 km mere for at komme hjem. Eller dengang man havde glemt regntøjet. Alle de der ting, hvor vi tænker; “Ej det er også for dårligt, og hvorfor gjorde jeg det ikke bedre?” Vi skal som mennesker ikke være så bange for at fejle. Det prøver vi at give de unge med herfra. Altså herregud. Jeg vil rigtigt gerne have, at de har styrken til at rejse sig selv igen. Og har de brug for en hånd til at komme op, så står vi der.”
Vi skal som mennesker ikke være så bange for at fejle. Det prøver vi at give de unge med herfra. Altså herregud. Jeg vil rigtigt gerne have, at de har styrken til at rejse sig selv igen. Og har de brug for en hånd til at komme op, så står vi der.” – Lone Frankel Goul, forstander på Brejning Efterskole.
Nå. Men nu er vi ved at være ved tribunerne på marken, hvor I havde alle eleverne samlet på den første dag. Et sidste spørgsmål skulle måske være, om du allerede nu har et yndlingssted på skolen?
”Når man tænker på, hvor smukt her er, så vil det måske synes underligt … men egentlig vil jeg sige, at mit yndlingssted er blandt eleverne. Jeg kan rigtig godt lide at være i spisesalen med dem. Det er nok der, jeg synes, at det er mest fantastisk. Men lige det sted, vi står nu – hernede ved det store bålsted – det er sådan lidt særligt for mig, fordi det var her, at vi mødtes med vores datters kontaktgruppe, dengang hun startede på Brejning. Så det var måske første gang jeg var på marken rigtigt eller i hvert fald var ude at gå en lille tur her. Jeg elsker at stå op og kigge ud over fjorden fra forstanderboligen. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af den udsigt. Men allerbedst kan jeg bare godt lide at sidde og spise med eleverne. Jeg kan også godt lide at have dem samlet inde i foredragssalen Yggdrasil til samling. Men det er jo noget andet. Det er bare mig, der snakker. Ja det fællesskab vi har om måltidet, det synes jeg er særligt.”
