Zombietøser i fødselsdagsgave
Del“AAARJ, hvor er den bare fed!” Lasse græd nærmest af grin. Lige den reaktion jeg havde håbet på. Ih hvor er det bare skønt at gøre andre mennesker glade. Selvom Lasse måske ikke lige er det menneske der er lettest at imponere, tror jeg – nej, VED jeg, at Lasse blev overlykkelig… Nok lige så lykkelig som jeg blev, over hans reaktion.
Et løfte er et løfte!
Bedre sent end aldrig. Det var, hvad jeg tænkte, da Lasse-drengen rent faktisk havde haft fødselsdag. Jeg var på en eller anden måde – det står stadig fuldstændigt uklart og uforståeligt for mig hvordan?… – kommet til at love Lasse (en dreng fra min kontaktgruppe) at han ville få verdens bedste, dårligste zombiefilm til fødselsdag. Det fik han også – dog lige tre uger for sent. Julestresset havde desværre været skyld i forsinkelsen. Vi fik udsættelse, og så arbejdede vi ellers hårdt de første to uger efter juleferien.
Filmverdenens små krummelurer
”Ad, hvor er I bare skræmmende.. Og ulækre.. Og vamle.. Og.. Hvad skal I bruge den ketchup til?” Vi kunne med stolte smil fortælle, at vi selvfølgelig skulle filme en zombiefilm, hvad ellers? Selve filmen blev hurtigt skudt, men så blev det tid til fraklip. Disse fraklip er desværre tophemmelige, og I får derfor ikke rettigheder til at se dem. Kun eleverne fra 13. Årgang var så heldige at se dem, da “Verdens Bedste Dårligste Zombiefilm” blev vist til en morgensamling. Monica & jeg (zombierne) og Signe & Malene (de skrigende ofre) er nu kendte og berømte all over Brejning… Eller i hvert fald på skolen.
