Working at the dishwash
Jeg står i en duft af sæbe og madrester og plasker lidt med vandet i opvaskebaljen. Det er morgen, og efter morgenmaden i kontaktgruppekøkkenet, er det tid til rengøring. Jeg har tjansen sammen med med Christian.”Bump,bump” siger det pludselig henne fra bordet. Christian tørrer bordet af, og alle madresterne falder på gulvet. Nu ligger bollerne der også.
Ude af rengøringstræning
Vi er næsten lige begyndt efter juleferien, så vi er ikke ‘trænede’ i at gøre køkkenet rent. Og Christian har vist heller ikke lært at gøre rent i ferien, for han fejer kun lige midten af gulvet.
Mens jeg står med fingrene i vand kommer min værelseskammerat Stine ind. Hun begynder at synge og jeg med. Efter et par glade morgensange kommer jeg på en idé; jeg begynder at skråle ’working at the dishwash’. Det lyder forfærdeligt med min hæse stemme, og Stine griner af mig.
Mens vi står og synger ser jeg Christian hælde en spand vand ud på gulvet, og jeg råber op. Jeg har sat ham til at vaske gulvet, og nu er der vand ud over det hele.
Klokken er mange, og vi bliver nødt til at smutte til morgensamling og lade køkkenet stå. Selvom vi ikke fik godkendt køkkenet, og måtte tilbage og gøre rent senere, var det en hyggelig morgen.