En weekend i afslapningens tegn
Fredagstemningen har spredt sig i Yggdrasil (vores samlingssal), og vi er klar på weekend. De sidste rengøringsting er blevet afleveret på rengøringscentralen, og de sidste weekendtasker er blevet pakket og er klar til at forlade skolen. Vi venter alle på, at Rasmus og Ole skal komme ind og holde fredagssamling. Rasmus med de praktiske informationer, og Ole med et budskab om Socrates og livets gang.
Sådan starter en weekend på Brejning Efterskole. Mens nogen skal bruge weekenden hjemme, skal nogen på løb, og andre skal tilbringe weekenden på skolen.
Vagten har magten
I weekenden er det vagten, som har magten, og vagten, som bestemmer, hvad der skal ske. Vagten kan være en af skolens faste lærere, eller en af timelærerne, som har færre timer på skolen. I nogle weekender er der ikke det store program, og der er lagt op til afslapning, mens der i andre weekender er et tætpakket program, med aktiviteter og temaer. Men uanset vil der som regel være minimum én obligatorisk aktivitet.
Aktiviteterne har været alt fra, at lave din egen musikvideo og fotokonkurrencer, til æbleskivestafet i december måned og den store bagedyst. Der er også blevet brugt mange timer i weekenderne på at ligge i klasselokaler og stene film og serier hele weekenden. Men de har også budt på mange byture til Vejle og ture i svømmehallen.
1, 2, 3… GO
Tjanserne er fordelt og weekendsamling er ved at være færdig. Der mangler dog stadig en vigtig ting – hvem skal sove hvor? Kampen om klasselokalerne skal snart stå. For i weekenderne skal man ikke sove på værelserne, som i hverdagene, men man må gerne sove sammen i klasselokaler og andre rum på skolen.
Sedlen med sovesteder bliver hængt op på opslagstavlen, og så er det bare med at få skrevet sig på.
Tjalfe (skolens lille klasseværelse, men det hyggeligste på toppen af bygningen) er sikret, og nu skal der bæres madrasser op ad trapperne og hentes dyner, så vi er klar til en weekend uden de store strabadser.
2,5 kilo havregrynskugler
Weekenden var en af dem uden det store program, og det var derfor op til os, hvad vi skulle lave. Alle var trætte efter en uges skole, og vi var derfor ret enige om, at weekenden skulle stå i afslapningens tegn. Det meste af dagen havde vi tilbragt i den store væg til væg seng i Tjalfe, i en kæmpe stor bunke, mens der på projekterne havde kørt adskillige afsnit af Sjit Happens. Som aftenen begyndte at nærme sig og al den ubrugte energi fra hele dagen havde samlet sig, skulle der til at ske noget. Vi var blevet lækkersultne, og vi greb derfor den første og bedste ide, havregrynskugler.
På tur rundt i alle elevkøkkenerne blev der samlet ingredienser, og vupti stod vi med favnen fuld af havregryn, smør, flormelis og kakao. Adgangen til køkkenets stor røremaskine var skaffet og lige pludselig stod vi med en lidt størrer mængde havregrynskugler end vi havde regnet….. 2,5 kilo var vist lige nok til at overleve weekenden.