Vi vil gerne hjem

Lige der, hvor alle 104 elever og 208 fødder maser sig forbi hinanden lige efter morgensamlingen, når folk ikke har tid til ret meget andet end smil, platte jokes og bekymrede kig på deres eller andres armbåndsure. Det er måske derfor, ingen rigtigt lægger mærke til plakaten, selvom den hænger lige der, hvor det er allerbedst at hænge for en plakat. Men folk stormer bare forbi den, skønt den faktisk prydes af et ganske flot og dybsindigt citat fra en efterskoleelev: ”Fordi jeg har lært så meget uden at opdage det”.

Plakaten er lavet af Efterskoleforeningen som et led i kampagnen ”ViVilIkkeHjem”. Men det er der rigtignok ikke mange, som tænker over, når de stormer forbi plakaten med favnen fuld af mapper, kaffekopper og obskure kunstværker fra Byg og Hyg. Når de er på vej ind til Jette for at få godkendt det sidste nye vilde projekt. Når vi vælter ned i kælderen for at låne en Trangia til weekendens adventureløb. Eller simpelthen bare fordi de er ved at komme for sent til time.

Personligt har jeg været vidne til anvendelsen af kampagnens hashtag ”#ViVilIkkeHjem” en enkelt gang i en weekend, hvor vagtlæreren serverede kakao på sengen i det klasseværelse, vi allesammen sov i, gav os lov til at ligge og snue det meste af formiddagen væk og at indtage vores måltider på de mærkeligste tidspunkter af døgnet og sågar i lærernes kaffestue. En af aftenerne tog vi et billede over spisebordet og sendte det ud på de sociale medier, ledsaget af den bedste efterskolefølelse, nogen overhovedet kan forestille sig.

Hvorfor skulle Brejning være noget specielt?

Selvom jeg i nu et halvt år har gået rundt på Brejning til kys og kram i stride strømme, kærlighed omkring ethvert af de gamle hjørner og (næsten) ubegrænsede muligheder for realisering af mine største drømme, er det aldrig faldet mig ind, at Brejning skulle være noget specielt…

Jeg har hørt det samme fra alle efterskoleelever: At det var det bedste år af deres liv, og det tror jeg også, at Brejnings elever kan skrive under på. På efterskolen, ligegyldigt hvilken, udvikler man sig i en sådan grad, at ens forældre har svært ved at kende en, når man en sjælden gang rejser på tværs af landet for at stikke hovedet i mors kødgryder og få vasket sit beskidte tøj, før man straks higer tilbage mod – og nu må I tilgive mig, mor og far, at jeg skriver dette – hjemmet.

For det er det, der er så specielt ved Brejning, og gør det til verdens bedste sted at være: Vi har fået at vide, at vi aldrig må sige ”hjem til Brejning”, når vores forældre hører det, men de fleste af os har vist allerede gjort det, folk krydser ”Hjemme” af på weekendlisten, når de vil blive på skolen, fordi det for dem virker som det mest naturlige hjem i hele verden, og når efterskoleforeningen siger ”hjem” tænker vi på Brejning.

Brejning er lige så stille blevet vores hjem: Vi bor her, spiser her, elsker her, slås her, deler kærestesorger, venskaber, debatter, lektier, skideballer, ros, savn og smil med hinanden, ind og ud imellem og igennem de tynde mure fra den gamle galeanstalt. Hele vores liv flyttede med, da vi den første dag bar kasserne op på værelset, og siden har det haft svært ved at løsne sig.

Så vi vil gerne hjem – hjem til Brejning.