“Vi sad bare i stilhed”

”Glæder du dig?” spurgte min mor i bilen, mens vi rullede nedad bakken til Brejning Efterskole.
”Ja”, svarede jeg.
”Er du nervøs?” spurgte min mors kæreste.
”Lidt…”

På bagsædet kørte tankerne rundt i mit hovede. Hvem skulle jeg bo sammen med? Hvilket værelse ville jeg få? Allerhelst ville jeg gerne bo i elevbygningen med udsigt over fjorden. Spændingen fyldte min krop.

Den første nat

Vi startede på skolen en torsdag aften, og da mørket faldt på, lå jeg i overkøjen på mit nye værelse. I underkøjen lå min roomie, Julie.
Vi kendte næsten ikke hinanden endnu – udover den lille smule smalltalk, vi havde gjort os i, mens vi pakkede ud.
Det var lidt mærkeligt, og nu inden godnat lå vi og snakkede lidt om, hvordan dagen havde været, men vi faldt hurtigt i søvn.

Fredag morgen vågnede jeg tidligt. Da jeg tjekkede min telefon, blev jeg blændet af skærmens lys, der fortalte mig, at klokken kun var 4. Bag gardinerne var der stadig helt mørkt og stille, og jeg lå rastløs i min køje og vendte og drejede mig.

Jeg kunne umuligt falde i søvn igen med alle de tanker om, hvad første hele dag på Brejning ville byde på, som lige nu farede gennem mit hovede.

Mens jeg lå der i min køje og ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv, kunne jeg pludselig høre dyne-raslen fra underkøjen. ”Julie?” hviskede jeg, for ikke at vække hende, hvis hun stadig sov.

”Thea?” svarede Julie så, og nu var jeg klar over, at jeg ikke var den eneste, der lå med spænding i hele kroppen.

Thea og Julie i vindueskarmen på værelse 8.

Solopgang i hyggekrogen

Julie og jeg har på vores værelse gangens bredeste vindueskarm, som vi hurtigt udnævnte til hyggekrog, da vi første gang mødtes på værelset. Siden da har den været fyldt op med puder og tæpper.
Da ingen af os kunne sove længere, besluttede vi os for at trække gardinerne fra og sætte os op i hver vores ende af vindueskarmen. Der sad vi så, med uglet morgenhår og nattøj og så den smukke rødbrændende solopgang over Vejle Fjord. Vi snakkede ikke rigtig, for jeg tror, ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Vi sad bare i stilhed og nød øjeblikket sammen. Der forsvandt alle mine bekymringer omkring roomie og værelsesdeling, for jeg vidste, at dette fantastiske øjeblik, vi havde sammen, langt fra ville blive det sidste.