En vegetars blog – 1. del: Nytårsdag
Man hører så ofte om, at vores kødforbrug er dårligt for miljøet og bidrager til den langsomme nedbrydning af den moderne verden. På Brejning Efterskole er der et voksende mindretal af vegetarer – derfor besluttede jeg mig for at gå i deres sko og tilslutte mig vegetarerne for en måned.
Godt nytår! Et hæsblæsende år er afsluttet, hvor den frie verden fik en ny leder, jeg kom på efterskole, og Facebook rundede 2 milliarder månedlige brugere på verdensplan. Nu må vi håbe, at 2018 bliver lige så begivenhedsrigt – jeg vil starte et sted. Jeg har besluttet sammen med et par kammerater at blive vegetar på efterskolen. Det er en udfordring, jeg er villig til at afprøve. I en hel måned vil jeg lægge mine sædvanlige spisevaner med kød på hylden for udelukkende at spise vegetarisk.
Masser af nødder og vitaminpiller
Inden jeg har kastet mig hovedkulds ud i det nye år, har jeg selvfølgelig rådført mig med nogle topeksperter på området. Eller måske ikke. I hvert fald fandt jeg de nærmeste vegetarer i min omgangskreds og rendte hen ad gangen til værelse 36, hvor Alberte og Clara bor.
Man kan vist roligt kalde værelse 36 for et vegetarværelse, for de har begge været vegetarer i lang tid og ved lidt af hvert om, hvordan livet som vegetar er. De har forberedt mig godt på måneden. De er begge enige om, at der er mange proteiner og vitaminer, som jeg går glip af, når jeg ikke spiser kød. Men det er der mange måder at supplere for. Det beroliger mig lidt.
Efter mit møde med de to piger er jeg stensikker på en ting: jeg skal en tur op i byen. Mere specifikt: jeg skal til SPAR og på det nærmeste apotek. For at jeg ikke går helt i hundene af manglende næringsstoffer, skal jeg have fat i store mængder af nødder. Desuden har jeg brug for B12-vitaminpiller. Det er de erfarne vegetares råd til en vegetarrookie.
Intervaldagbog og nye følelser
Jeg glæder mig til i løbet af den næste måned at opleve på egen krop, hvad så mange af primært pigerne på efterskolen har kastet sig ud i. Jeg vil forpligte mig til at lægge et opslag op en gang imellem med en opdatering på denne webside. Der kommer hundrede procent til at være nogle mærkelige følelser i maven, når jeg går forbi alt kødet og hen til bordet i midten med vegetarmaden på.
Indtil næste gang, når jeg har været i vegetarskoene i halvanden uges tid, så ønsker jeg et godt nytår til alle derude! Gid det må blive godt.