Under stjerner og satellitter…

Jeg startede egentlig med at se dårligt reality-tv i opholdsrummet Gimle. Så spillede jeg brætspil, fjollede rundt nede i køkkenet og så lidt af en film. Men så ringede Signe:

“TYKKE. KOM NED I ROSENBEDET MED EN DYNE!” (Tykke er hvad jeg bliver kaldt, fordi jeg hedder Tychsen til efternavn.)
“Ok, vi ses,” siger jeg glad.

Dynerne og smilene skaber bunken

Jeg ved godt, hvad det betyder, når dynerne skal udenfor en stjerneklar nat. Så jeg måber noget, da jeg hører det, løber ind på mit værelse, griber en striktrøje og en dyne og løber ned ad trapperne, ned til rosenbedet, hvor jeg ser dem. Jeg ved ikke, hvor mange der er og jeg ser ikke engang Signe. Jeg ser kun dyner og soveposer og indimellem nogle smil.
Jeg prøver at finde en plet på et liggeunderlag – men det er ikke så lige til, så jeg må ligge lidt vredet rundt med hovedet oven på Maias lår og et andet hovede oven på min mave.

Stjerner, satelitter og diverse

Stjerner og satellitter er, hvad der samler folket i Rosenbedet.
“Ej SE! Der er en satellit mere! Eller er det et fly?” Spørger Maja
“Neeej – jeg tror, det er en satellit – for fly flyver ikke så hurtigt,” Siger Pernille.
“Hvorfor flyver satellitter egentlig rundt?” spørger jeg?

Og sådan bliver vi ved – Pernille, Maja og jeg. Sammen med en masse andre ligger vi, med hovederne oven på Maia, som ligger med hovedet oven på en anden. Vi snakker om alt mellem himmel og jord – men mest om noget, der er ligegyldigt. For det er fredag aften, og efter en hel uge med Projektledereksamen (hvilket vil sige en masse stress) har vi brug for at snakke om ligegyldige ting.

Varmen i kulden

Nogle gange tier jeg bare stille, lukker øjnene og ønsker, at jeg kunne ligge her hele natten. Vi er en stor bunke forskelige mennesker, men som vi ligger her – så tæt at vi kan høre hinandens åndedræt – betyder forskellene intet.
Det er aftener som denne, der gør lige præcis Brejning Efterskole til det bedste under alle stjerner og satellitter.