Totalt-social-low-tech-weekend

Det er aften, og vi sidder i Brage, fem drenge med tilhørende computere. Udenfor er det mørkt. Vi spiller League of Legends. Det har vi sådan set gjort siden engang, hvor det var lyst. Klasseværelset er blevet konverteret til beboelseslokale: Vi har hentet madrasser og lagt dem foran tavlen, hvor vi med projektøren kan se film, og bordene og stolene er blevet klemt sammen i den bagerste halvdel af lokalet, hvor vores computere står med os siddende bag dem. Jeg rykker mig i sædet. Mine lår er ret ømme. Jeg plejer ikke at sidde så lang tid af gangen på træstolene. Det er ved at være sent. Klokken nærmer sig nok elleve, men sådanne tanker om tid fylder egentlig ikke meget. Det er nemlig weekend.

En weekend for de få meget få på skolen

Det er weekend, og konfirmationssæsonen er i gang. Det betyder, at de fleste er hjemme for at fejre venner og mindre søskende, og vi er derfor kun 11 på skolen: 9 elever, en lærer og en kæreste, der er på besøg.

Langt væk fra elektronikkens lettilgængelig stimulans

Klokken lidt over elleve lørdag formiddag er vi på vej mod stranden. Solen skinner, men forårsluften er ikke varm, og det blæser. Vi er heldigvis ikke på vej i vandet. Nej. Denne gang skal vi simpelthen bare nyde naturen og hinandens selskab. Vi ved ikke helt, hvad vi skal lave, men turen er en obligatorisk aktivitet, så vi følger med. På stranden er der stille. Man ville højst sandsynligt kunne høre en højtaler med så mange elever samlet, og mindst en ville nok have siddet med sin telefon, men i stedet kan vi kun høre vandet og hinanden. Jeg har på dette tidspunkt en lidt mærkelig følelse af at spilde tid. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave, så jeg slår smut.

Total-social-low-tech-weekend

Det er nemlig totalt-social-weekend. Vi har ikke mobiler med. Dem har vi låst inde sammen med vores computere det næste døgn. Derudover ved vi, at der er planer om noget brætspil. Men lige nu er der ikke rigtig andet at tage sig til end at slå smut og rende lidt rundt efter den bratte opvågnen fra gårsdagens computerspil.

Et elektronikfrit døgn med nærvær over RISK

Senere samme dag spiller vi brætspil. RISK. Vi er nået et godt stykke hen i spillet, jeg ved ikke helt, hvor lang tid vi har spillet. Det er et brætspil, der ikke går stærkt. Alligevel er jeg spændt. Folk snakker sammen – mere eller mindre åbent – og laver alliancer. Når jeg ser på det, så er det kun halvdelen af spillet, der foregår på spillepladen. Jeg har ærligt talt glemt alt om min computer. Brætspillet, hvor vi er afhængige af hele tiden at holde øje med de andres samtaler og bemærkninger, giver ikke plads til at tjekke beskeder. Det eneste, der på et tidspunkt minder mig om mobilen, er da en af de andre bemærker, at hun ikke engang savner sin.