Tiden løber fra os

Zenia på første skoledag

Vi har lige spist frokost derhjemme i familien. Vi sidder alle fire samlet omkring bordet. Det er ikke sket særlig mange gange i løbet af det sidste år. Jeg kommer i tanke om, at sommerferien nærmer sig. Det giver et lille stik i hjertet. Min mor hiver kalenderen frem.
”Vi skal også lige have snakket om den der fødselsdag”, siger hun til min far.

”Det er også rigtigt,” siger han.

Vi sidder og snakker om datoerne op til sommerferien, hvor der skal fejres fødselsdag derhjemme. Der bliver pludselig snak om weekenden den 17.-19. juni. Jeg holder vejret.

”Der bliver jeg altså på skolen! Lige meget hvad I laver, bliver jeg på skolen i den weekend,” siger jeg bestemt. Jeg sidder stille og kigger ud i luften i få sekunder. Den weekend er årets sidste weekend på Brejning Efterskole. Pludselig løber en tåre over min kind. Jeg griner. Den ene tåre bliver hurtigt til mange, men jeg sidder stadig bare og griner.

Rengøring irriterer mig ikke længere

Jeg har det hele tiden i baghovedet. Jeg står med hænderne i det lune vand. Jeg gør rent på kontaktgruppens toiletter. Jeg er i kontaktgruppen Engen. Jeg skal til at vride kluden op, da jeg går i stå.
”Nu er der mindre end to måneder til, vi stopper. Jeg tror næsten, jeg kommer til at savne morgenrengøring,” tænker jeg.

Ikke fordi det er min yndlingsaktivitet, men jeg har ikke noget imod det længere. Jeg synes egentlig bare, det er hyggeligt at gå rundt og gøre rent med mine venner omkring mig.

Skal du ikke til stilletime?

”Tak for mad,” siger vagtlæreren. Vi har stilletime om 5 minutter. Men jeg bliver siddende, da de andre går.

”Skal du ikke til stilletime?” spørger Annika mig.

”Jo, om 5 minutter. Jeg tænkte bare lige, at jeg ville holde dig med selskab,” svarer jeg.

”Tak,” svarer hun og spiser videre.

En anden veninde kommer over og sætter sig. Jeg sidder lidt i mine egne tanker. Lige pludselig efter vi har snakket i et par minutter. Udbryder jeg:

”Jeg bliver nødt til at kramme dig, Sofie!”

Vi lægger armene om hinanden og sidder sådan i et par sekunder. Vi når også kun næsten til stilletime, men det går nok. Sådan er der jo så meget, når man går på efterskole.

Det er de små øjeblikke, der tæller

Grunden til, at det er så hårdt, at året lakker mod enden, er, at vi er blevet så glade for hinanden. Vi har oplevet op- og nedture sammen. Som en helhed. På værelset, omkring morgenbordet med kontaktgruppen, gangen og så videre. Glade for hinanden kan man ikke komme uden om, at vi er. Uden vi tænker nærmere over det, er vi glade for hinanden. Nogle mere end andre. Dem vi har snakket mest med, er også dem vi kender bedst. Men alle kender alle på et eller andet stadie. Sådan cirka i hvert fald.

Godnat, vi ses i morgen

Når dagene lakker mod enden, og alle Brejningbørn ligger i deres senge. Bliver der på de fleste værelser også sagt:

”Godnat, og sov godt” eller ”Godnat, vi ses i morgen”

Det er endnu en af de små ting, vi ikke tænker over. Dog når man nogle gange at falde i søvn før man får sagt godnat, men når vi kommer hjem er det jo en del vi skal være foruden. Foruden hinanden i hverdagen.

”Har du haft en god dag?” eller ”Godmorgen” fra en kammerat. Det er nok noget af det jeg kommer til at savne mest. For uden mennesker ville skolen her i Brejning ikke være noget. Det ville blot være tomme bygninger uden liv.

Vi skaber BE, vi skaber vores BE. BE19!

Zenia i dag.