Vejr til mudderkrig

Regnvejsdage behøver ikke være triste dage. På Brejning er der altid én med en god idé eller to, som vi bare må ud og prøve af...

Soffi Olesen, 17. årgang

Del

Veninder i medgang og mudder

Vi har fået tidligere fri. Det regner udenfor. Udsigten til at se endnu en film virker lidt bedøvende på mig. Ikke fordi der er noget i vejen med at se film, men jeg trænger mest af alt til at komme ud. Udenfor. På vej ned ad trappen, bliver der spredt et rygte om, at der snart er mudderkrig ude på marken. Straks møder jeg min veninde. Hun hopper glad op af trappen med strålende øjne og et smil på læben i al sin iver for at komme ud. Lidt efter har hun fat i min hånd, og vi er begge på vej over på vores værelser for at klæde om til noget mere praktisk tøj.

Er mudderkrig forbeholdt drenge? Nope!

Mudderhullet

I T-shirt, shorts og gummistøvler løber vi ud i den kolde efterårsregn ned til hullet, som nogle drenge har gravet ugen forinden. Hullet skal egentlig bruges til at sove i, men i regnvejr bliver det hurtigt fyldt med vand. Da vi kommer derned, er vi de eneste, som er kommet. Jeg tænker, om vi mon skal gemme os nede i hullet og springe op, når de andre kommer. Men ideen bliver droppet, da jeg mærker en våd, klam og slimet klat ramme min mave. Hurtigt får jeg samlet en klat mudder op og kaster den efter min veninde, der allerede bukker sig ned for at samle en ny klump op. Min klat flyver igennem luften og rammer plet lige midt på hendes lår. Jeg griner til hende, og hun hopper ind i mig, så vi begge triller rundt nede i hullet.

1 stk. fullsize efterskolemudderhul med kampklare kammerater.

Kamp

Lidt efter kommer nogle drenge. Vi kaster klumper og klatter mod dem fra vores base i hullet, men misser desværre. Vi hopper op af hullet for at få bedre ram på drengene, men de finder på at kaste os ned igen. Vi løber fra dem, men der er det allerede for sent. Vi bliver fanget og kastet ned, så vi bliver smurt fuldstændig ind i mudderet. Der kommer flere og flere mennesker til vores mudderhul, og det ender i et stort sammensurium af mudder og hænder: Alle mod alle.

Til sidst kan jeg slet ikke finde rundt i, hvem der er hvor, og hvem jeg skal beskytte mig imod, fordi det hele bare er en stor forvirring. Langsomt ændrer vejret sig, og solen begynder at skinne ud over os alle. Mudderet tørrer ind i store klumper.

Vi ender med at gå op og blive spulet i det koldeste vand, imens mudderet bare er over det hele i elevbygningen.