Teenage-syge på BE
Samling i Yggdrasil onsdag morgen. Alle sidder med tunge øjenlåg og kigger rundt i lokalet. Det er tydeligt at en epidemi har ramt skolen. 30 pladser står tomme og larmen, som BE 15 plejer at kunne præstere, er ikke så kraftig som normalt.
Det begyndte for alvor mandag morgen, da nogle elever ikke dukkede op til morgensamlingen.
I løbet af dagen tog det hurtigt fart, og nu er det mere normalt at gå rundt og småhoste, end ikke at gøre det.
Alle er trætte, de fleste er småsyge – 30 ligger under dynen.

Her sover han ganske vidst, men bliver der ikke gjort noget ved den aktive livsstil, kan det gå hen og blive sidste gang, Niels åbner øjnene. Hvorfor skulle han også det!? Hans krop ved jo, at så snart han åbner øjnene, er det for at komme i klunset og stille til morgenløb – meget motiverende for krop og sjæl.
Men hvad er grunden til rundesygen?
Den logiske forklaring på denne epidemi må være omstillingen – det at vænne sig fra fjernsyn og computer 24/7 til frisk luft og fysisk aktivitet dagen lang!
Dette er direkte usundt for en doven, rebelsk og hormonplaget teenager. Længere tid i tilstanden mellem doven og ugidelig og den nye friske og aktive livsstil kan føre til varige mén.
Computerfikserede teenagere bliver også sultne
Når man ligger hjælpeløs i sin seng en hel dag, må der nogen til, for at varte én op. De stadig raske drenge og piger i kontaktgrupperne har overtaget rollen som kærlig mor, og kommer med mad og drikke til de syge.
Der er et stort mylder ved madbordene, af folk som skal servere himmerigsmundfulde for dem i sengene.
I nogle kontaktgrupper er der endda gået sport i den, og her bliver der konkurreret om hvem der kommer med den flotteste sygebakke, med blomster og tingel-tangel.
Nu må vi bare vente og se, hvornår de selv kan gå igen. Imidlertid holder vi vores eget energiforbrug nede på et absolut minimum for at hindre virussen i at sprede sig mere.