Tandbørstning med stress på

Kl. 21:54

I Rasende fart gennem rosenbedet på bare tæer. Det er allerede ved at blive mørkt, og støvregnen får de farvede lys fra elevbygningens vinduer til at flyde ud i et spektakulært lysshow, som jeg uden tvivl gerne ville have haft længere tid til at lade mig betage af, hvis ikke det var fordi, der nu er præcis fem og et halvt minut til jeg skal være på Værelse 1 i hovedbygningen.

Kl. 21:55

Med tandbørsten i højre hånd, river den venstre elevbygningens dør op, og jeg tager trappen op til den første etage i to spring. Her mødes jeg straks af kram og et sandt mylder af mennesker, som overhovedet ikke ser ud til at være klar til at gå til køjs. Med noget besvær får jeg kantet mig til højre ned ad gangen mod badeværelset, imens jeg gør mig uhyre umage for ikke at komme til at tørre tandpastaen af i nogen eller noget.

Kl. 21.56

Nede for enden af gangen står flere gode kammerater og vender dagens begivenheder med munden fyldt med tandpasta. Dette brummekoret smiler og griner, og en eller anden giver et lille hvin fra sig længere nede ad gangen.

Selvom jeg bor i hovedbygningen, børster jeg så vidt som overhovedet muligt alligevel tænder i elevbygningen. Det spreder det sociale samvær lidt ud. Og selvom folk er opdelt i gange, klasser, kontaktgrupper og værelser, synes jeg nu ikke, at det er noget, som det store fællesskab lider under, når jeg løber op og ned af alle trapperne for at sige godnat til alle gangene. Næsten ligegyldigt hvor man er her på Brejning, vil der altid være kram og smil at finde.

”Sengetid!”

Kl. 22.02

Jeg rives brat ud af tankerne og tandbørstningen, da en lærer pludselig står ude på gangen. Jeg kaster et hurtigt blik på mit ur, som, finder jeg hurtigt ud af, ikke længere sidder om mit håndled, men nok højst sandsynligt befinder sig på et af værelserne ovenpå.

Hurtigt får jeg krammet folk godnat, og endnu hurtigere løber jeg tilbage ad gangen, kanter mig bag om læreren, som står med hovedet inde ad døren til et af værelserne. Jeg løber tilbage gennem rosenbedet lige tidsnok til at se hovedbygningens dør blive lukket. Spurten sættes ind over de våde sten, og jeg når lige akkurat at sætte en fod i døren, før den smækker.

Jeg løber videre op ad trapperne, prøver at undgå vagtlærerens bebrejdende blik og ender forpustet på mit værelse. Godnat.