Svømmesild eller fighterfisk?

”Hallo. Kan vi ikke bare sige, at jeg punkterede på vej herud?,” siger jeg og tænker, at jeg i hvert fald ikke skal i vandet.

”Jo. Og så ventede vi andre bare på dig. For jeg skal i hvert fald ikke lade en veninde i stikken.”

Monica, Cecilie og jeg triller af sted på cyklerne, men det er vist ikke hjulene, som kører stærkest. Mundtøjet er kommet på gled, og ingenting skal stå i vejen for en lille hyggesladder. Vi udveksler historier om svømmeerfaringer, for vi er på vej mod Børkop Svømmehal.

”Jeg HADER at svømme,” protesterer Monica,
”Jeg rykkede hurtigt op på det sværeste svømmehold, da vi svømmede i de små klasser,” forklarer Cecilie ret stolt.

Og jeg selv? Hmm… jeg er altså ikke særligt god til at svømme. Jeg har haft det præcist ligesom Monica. Men siden jeg begyndte at dykke for godt to år siden, har jeg nu været ret glad for vand.

Mission: Overlev Asgers hårde svømmeprogram

Små 10 minutter for sent når vi vores destination. Men vi kommer ret tjept i badetøjet og – blop, blop, blop – så er vi i vandet. Vores anstrengelser er forårsaget af én ting – Sundt [&] Grønt. Dagens program står på svømning, og trods Cecilies svømmeegenskaber melder vi os alle tre på begynderholdet. Jeg forsøger at give Monica et par små fif til brystsvømning, men efter 100 meter er vi ret forpustede – og det var kun opvarmningen.

Plask på min røde mave

Fløjtens høje hyletone skriger ud i svømmehalen, og folk strømmer hurtigt op af bassinet.
Vi har svømmet i en halv times tid, og nu er det tid til spring fra vipperne – for de som tør.

Åh nej, lige en detalje: Jeg har aldrig nogensinde i mit liv lavet et hovedspring. Som dykker plasker jeg nemt og bekvemt i, med svømmefødderne først. Et hovedspring, som eller ser så nemt ud, ligger mig ret fjernt.

Jeg laver to dejligt trygge og sikre hop fra vippen, men da de seje vandhunde begynder at springe fra 3-meter-vippen, spørger jeg vores lærer Asger om hjælp til et hovedspring. Han viser mig det og forklarer stille og roligt, hvordan jeg skal gøre,

”Værs’ go’, Thit!”

Uh, gys. Jeg tager en dyb indånding. Jeg er klar. Here I go: PLASK.
Argh, l*rt! Jeg plasker klodset i på maven, og mine ben er alt andet end udstrakte. Hvor er det pinligt. Cecilie står på bassinkanten og fniser. Som altid efter en klassisk maveplasker har både mave, hofter og lår fået en dejlig hindbærrød farve, og det er ikke særligt behageligt.

Jeg laver samme nummer cirka fem gange mere, og er ved at være godt træt af mig selv. Jeg tør bare ikke sætte ordentligt fra.

Jeg skal nok lære det – en dag

Til sidst må jeg give op for i dag. Timen er slut, og vi skal tilbage på skolen. Selvom jeg ikke nåede mit mål om at lave et hovedspring, har det været en rigtig sjov Sundt [&] Grønt-lektion i svømmehallen. Mit mål er ikke opgivet – det er bare udskudt lidt. For jeg lover mig selv, at jeg nok skal lære det – en dag.

Her på Brejning Efterskole har jeg lært, at det er okay, ikke at være god til alting. Vi sætter os mål og kæmper for at nå dem, men man kan jo ikke være den bedste til alting – og det er også helt i orden. Nok kan jeg dykke, men hovedspring lærte jeg altså ikke lige på én dag.
Jeg er klar til at kæmpe videre i mit liv – nu med en lidt højere selvtolerance.
Men det var da meget rart at overhale Cecilie på cykel på vej hjem, når nu hun sådan havde moret sig over mine maveplaskere.