Stærke fællesskaber skaber stærke individer

For 10 måneder siden kunne jeg ikke engang løbe 2 km, og for nyligt løb jeg så et halvmaraton. Men det er ikke det, det skal handle om. Det skal ikke handle om min, eller nogle af de andre 32 halvmaratonløberes præstation, men derimod om det stærke fællesskab og den oplevelse, der bringer én tættere på at kende sin egen krop og grænser.

Fra venstre er det Lærke, Ida, Mathilde og Katinka, der alle er klar til start.

Fælles opstart

Jeg kan lige så tydeligt huske, da vi sad til mødet og for første gang blev præsenteret for ideen om Lillebælt Halvmarathon. På daværende tidspunkt havde jeg flirtet lidt med tanken om at begynde at løbe, men det var ikke rigtig blevet til noget. Alligevel endte det med, at jeg meldte mig til halvmaratonet, i lykkelig uvidenheden om, hvor lange de 21 km ville være, når vi endelig var afsted. En fælles opbakning og følelsen af, at dette var et fælles projekt, jeg kunne dele med min gode veninde, Lærke, fik mig til at begynde at løbetræne, og snart oprandt dagen, hvor vi skulle løbe.

Nervøs, spændt og fyldt med forventninger

Da vi stod ude foran Brejning Efterskole fortrød jeg en lille smule. Jeg havde – af ren dovenskab – ikke løbetrænet de sidste 2 uger, og kageformen var ved at snige sig ind på mig. Her på det seneste havde motivationen ikke været så overvældende som i starten.

Lige før startskuddet gik, klemte Mathilde og jeg hinandens hånd, og vi forsikrede hinanden om, at selvfølgelig kunne vi gøre det. Egentlig var jeg begyndt at blive lidt nervøs, men også spændt. Stemningen var i top, solen skinnede og hepperne stod klar på sidelinjen. Med Mathilde ved min side, og alle de andre orange t-shirts rundt omkring, følte jeg mig alligevel tryg. Vi var en enhed, der bakkede op om hinanden og hjalp hinanden.

De første 15 kilometer gik godt, men på et tidspunkt mellem 15 og 17 km løb min krop tør for energi, og vejen syntes lige pludselig utrolig lang. Det var mærkeligt, men også lærerigt, at opleve hvordan løb drev mig til ikke at have kontrol med min krop. Min krop skreg efter energi, og viljen til at ville, blev erstattet af et sløret mindset, en krop der gjorde, hvad den kunne for at få dækket sine basale behov. En pludselig træthed skyllede ind over mig, og det var svært bare at holde øjenlågene åbne. Det var ikke længere mig, men min krop, der bestemte tempoet.

Heppekoret ved målstregen

Aldrig har jeg været så fysisk presset, og aldrig i mit liv, har jeg følt en større opbakning. Min krop var totalt ude af balance, uden den mindste form for energi. Jeg følte ikke, at jeg selv var herre over min egen krop, eller at det var en mulighed for mig at tage rationelle valg i øjeblikket. Men da jeg kort før målstregen blev mødt af et højtråbende Brejning-heppekor, satte min krop automatisk farten op og jeg kom over målstregen.

Selve oplevelsen ved halvmaratonet var helt utrolig, men fællesskabet der opstod endnu større. Selv om jeg var den sidste i mål, og de måtte vente på mig, så var det kun skulderklap, knus og begejstring, der mødte mig, da jeg nåede målstregen. Jonathan sprang ud og viste en forvirret og omtumlet udgave af mig ud til de andre, og Christina, min roomie, fik hurtigt hevet en Cola frem fra tasken. Jeg blev endda tilbudt at blive hjulpet op af trapperne, selv om jeg nu godt selv kunne gå.

Den opbakning og det fællesskab, der bakkede 100 % op om alle, også de langsomste, var helt unikt. De sidst kilometer i mål står ikke super skarpt for mig, men jeg kan stadig mærke ruset af alle Brejning-heppere, da jeg nåede målstregen. Jeg husker den omtanke, de andre viste, og deres bekymring og interesse i, hvordan jeg havde det, og om jeg havde fået mad og vand. Jeg kunne godt tænke mig at løbe ½ marathon igen, men det vil med garanti ikke blive det samme uden Brejning Efterskole, og den måde fællesskabet hjalp mig over målstregen.

Heppekoret fra BE sørgede for at løberne kunne mærke opbakningen, når benene begyndte at syre.