Som Spiderman i Slovenien

Jeg er i dårligt humør. Lærerne som er med på vores, ellers hidtil vellykkede, udlandstur til Slovenien, har lige meddelt, at vi hverken kommer til at river rafte eller klippeklatre som planlagt. Vejret er alt for farligt. En snestorm er på vej, rundt omkring vælter træerne omkuld, og i bjergene er der så koldt, at der er risiko for frostskader på huden. Øv, tænker jeg – de to aktiviteter skulle ellers have været højdepunkterne på turen.

Hvad gør vi så?

Lærerne forsøger desperat at finde alternativer til de aflyste aktiviteter. De fleste elever er, som jeg selv, ret skuffede. Men vi tager det nu ret pænt og venter spændt på nyheder om ændringerne i programmet. River rafting må vi opgive fuldstændigt, for det vil være livsfarligt at ryge i vandet, så koldt er det. Klippeklatringen derimod, bliver til vægklatring og er rykket indenfor i en sportshal.

Mange mennesker og dårlig akustik

Sammen med cirka 25 andre elever, ankommer jeg til en Slovensk folkeskole og skolens idrætshal. I den ene ende af hallen er der sat en klatrevæg op. Fem unge slovenske klatreinstruktører står klar til at tage imod os, og ret hurtigt er vi i gang med opvarmning. Jeg synes væggen ser lille og kedelig ud, og her er larm og dårlig akustik. Et hold børn er i gang med at spille volleyball i hallen. Men inden længe får jeg mine fødder mast ned i et par krumme klatresko, en sele spændt fast om livet, og en gut står klar til at sikre mig.

Første succes

Jeg har ikke den store klatreerfaring, så det er med en smule nervøsitet i blodet og lave forventninger, at jeg begiver mig af sted op ad væggen på min første rute.
Jeg kommer heldigvis godt fra start, og det føles super fedt at begive sig taktfast og sikkert op langs væggen. Jeg når toppen og kan allerede mærke mine arm- og fingremuskler lidt, da jeg fires ned igen, med et smil på læben. Jeg stolt og glad, og det bliver kun bedre, da instruktøren gengælder mit smil og siger: ”Great climbing,” med en sjov slovensk accent.

Keep on going

Med første succes i hus og en noget større selvtillid er jeg klar på meget mere klatring. Jeg udnytter tiden godt og i løbet af de næste to timer kommer jeg op og ned af væggen en hel del gange. Når alle instruktørerne er i gang med at sikre nogle af mine medelever, kan jeg lige klatre lidt på bouldervæggen (når man boulder, klatrer man uden reb og seler. Derfor klarer man ikke så højt og med madrasser som landingsbane under væggen), eller øve balancen på den slackline der er sat op. En slackline er en slags bred line, som man kan gå balancegang på.

Det er fedt at få brugt kroppen godt, og til sidst er de fleste af os også lidt trætte i musklerne. Vi takker instruktørerne for en fed oplevelse, og slutter af med et fællesbillede af de klatreglade elever.

Jeg vil ha’ mer’

Efter et par fantastiske timer i en fascinerende klatreverden, virker den næste oplevelse på turen – et gammelt slot – virkelig som et turn-down. Det ender alligevel som en fin nok tur, men det der særligt sidder fast i erindringen, er min gode oplevelse med klatring. Jeg har sat mig for at blive en rigtig klatrer, og ikke mange timer efter vores hjemkomst fra Slovenien, skriver jeg en mail om at komme på venteliste til et juniorklatrehold i Århus. Klatring? Here I come…