Sol over Brejning Efterskole
Efter en lang og begivenhedsrig første dag på Brejning Efterskole falder jeg for første gang i søvn på mit nye værelse med min nye roomie, Kamille. Jeg sover tungt og bliver derfor forundret, da jeg næste morgen ikke vågner ved lyden af mit vækkeur, men ved fornemmelsen af varmt orange sollys, som hviler på mine øjenlåg. Jeg åbner forsigtigt mine søvnige øjne og bliver mødt af et fantastisk syn; solopgang over Vejle Fjord – set direkte fra min sengekant.

Vækkeur. Solens gyldne stråler der vækkede Astrid på hendes første morgen på skolen.
Fornemmelsen af noget sjældent
Solen stiger langsomt over fjorden. På mit ur er klokken kvart over seks. Jeg har aldrig før vågnet så tidligt – af fri vilje – men dette gør bare øjeblikket endnu bedre. Hele Brejning Efterskole sover stadig tungt, og alting er fuldstændigt stille. Det føles helt “sjældent”, som jeg sidder dér i stilheden og ser solen stige op over Brejning Efterskole. Sjældent, som i en ting, man kun oplever få gange om året. Sjældent, som i noget, man ikke selv planlægger, snarere noget der ”bare” sker.
Mellem fuldstændig stilhed og hektisk skoleliv
Jeg føler mig pludselig ikke specielt søvnig længere, så de næste par minutter forbliver jeg helt stille og nyder solopgangen i alle dens forskellige nuancer af røde, orange og gule toner. Det er en klar morgen, solstrålerne lyser skarpt, direkte ind hvor jeg ligger i min seng og kigger ud over toppen af min dynekant. Og som jeg ligger der, kan jeg ikke undgå, at filosofere over, hvordan det kan være, at modsætningen af et fuldkomment stille øjeblik og en hektisk, larmende, men sjov skoledag, mon kan nå at ske inden for det samme døgn. Men det er BE i en nøddeskal; her kan så ufatteligt mange indtryk, oplevelser og begivenheder nå at ske, på blot en enkelt dag.

Fortolkning. Solopgangen i Markus’ fortolkning.
Da jeg en halv time senere kan høre mit vækkeur ringe, kan jeg mærke, hvordan hele efterskolen vågner op. Det er tid til morgenruten, som løbes i udkanten af skolens grund. Og i dag løber vi den med en varm og gylden morgensol hængende over fjorden.