Sejlads i sol og regn og vind…
Først fik vi regnskyl, så vi troede, at vi skulle være Noas nye Arker – for at rede Danmarks dyr. Vi gik faktisk i land på en lille (næsten) forladt ø, for at redde øens mågekoloni. En storstilet aktion blev sat i gang, og flere brave sejlere løb ind i kolonien, for at hjælpe de truede måger. Det viste sig dog hurtigt at mågerne ikke var specielt interesserede i at blive reddet. De angreb i stedet søfolkene, og vi blev jaget på flugt.
Ellevilde sejlere i voldsom blæst
Næste dag var vi mere heldige med vejrterningen, regnen blev slået væk og erstattet af blæst og sol. Umiddelbart er det jo gode sejlbetingelser, men ak og ve… Vinden var så stærk, at de ellers meget rolige meginjoller fik vind i sejlene og blæste afsted med voldsom kraft. De blæste så meget at masterne var ved at knække, og sejlene flække. De små sejlere var ellevilde, og sejlede på livet løs, mens den stakkels enlige sejladslærer kæmpede for at holde samling. Sejladsen blev til slut indstillet, og bådene tøjret i havnen. Dagen blev ellers benyttet til proviantering og sanitering.
Badekar på rolige vande
Den sidste dag blev terningen slået på ny, og igen var vejret anderledes. Vinden var væk, men solen høj. De små joller – nu med sejlegenskaber som badekar – drev stille rundt, indtil de alle stødte på fremmede lande. De blev udforsket og forladt igen. Resten af dagen skiftedes bådene til at blive trukket gennem vandene og tilbage i havn, for endelig at blive taget op og lagt til hvile for dette år.