Så er det jeres tur, 14. årgang

Den lyshårede pige, der tager imod mig på stationen, er kortklippet og storsmilende. Det er frygtelig rart at se Cille igen, og frygteligt unfair at vi bor 300 kroner, med offentlig transport, fra hinanden. Sådan er det med en del af de venskaber der blev til på Brejning – der er langt til dem – men det er vel en del af charmen.

Åndssvag af forventningens glæde

De kloge siger jo, at forventningens glæde er den største. Hvis det er sandt, vil jeg forberede mig på, at folk i byen vil vende sig om efter mig i den tro, at jeg er fuldstændig lallende åndssvag. Et stort smil vil være permanent plantet i mit ansigt, hver gang jeg kommer til at tænke på, at (næsten) hele BE13 – min årgang – bliver samlet igen på skolen til Gammel Elev Weekend i efteråret.

Mig og min (dårlige) samvittighed

Det er ved at være mange uger siden, at Andreas (brejning.dk’s administrator og journalist) for første gang bad mig skrive denne sidste artikel. Siden har jeg overskredet deadline en, to og tre gange. Jeg tror nok, at jeg har misset min deadline af disse tre grunde:

Grund nummer et:

Jeg bilder mig ind at jeg er et travlt menneske, der er fuldstændig uundværlig på mit arbejde, på familieferien, til hyggeaftener og andre mere eller mindre relevante aktiviteter. Og det er også vigtigt at holde sig i form. Så jeg har brugt meget af min tid på, at tænke på, at jeg skal ud at løbe… Meget snart! Og jeg skal jo også sove. Og slappe af. Og være sammen med mine venner. Og det er også vigtigt ikke at lave noget. Det siger min farmors venindes tante i hvert fald. Så DERFOR er jeg først begyndt at skrive nu. Det er jo klart, er det ikke?

Grund nummer to:

Det at påbegynde denne artikel, har været et skridt på vejen til at acceptere, at BE13 ikke er samlet mere. At jeg højst sandsynligt aldrig vil opleve noget lignende igen. Hvis du synes at jeg tuder nu, har du højst sandsynligt ret. Men det er ikke desto mindre også en realitet, at man skal have oplevet et efterskoleopholds afslutning, for at kunne udtale sig om det. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Grund nummer tre:

Jeg har faktisk ikke har vidst, hvad jeg skulle skrive. Skulle jeg mon skrive om, hvor fantastisk mit år har været? Nej, vel. Det kan alligevel ikke beskrives. Skulle jeg skrive, hvor gerne jeg vil tilbage? Not gonna happen anyway, so why bother… Men hvis sandheden skal frem, så ved jeg stadig ikke helt, hvilken form for skrivelse, der vil være passende, når jeg nu skal sige farvel til noget, der har betydet så meget for mig. For jeg forstår stadig ikke, at jeg ikke skal vende tilbage til de solbeskinnede, hvide bygninger, smide mig i skolens opholdsrum Gimle og smække fødderne op på bordet. Jeg skal aldrig mere vågne op til den udsigt, som ejendomsmæglerne priser så himmelhøjt. Og mest af alt, må det der med at kalde Brejning for mit hjem, hellere stoppe inden alt for længe.

Vi slutter, 14. årgang begynder

Idet BE14 betræder skolens grund, bliver de gamle hvide bygninger rammen om deres hverdag. De vil med tiden danne deres årgang og sætte deres præg på skolen. Når jeg engang vender tilbage til skolen, bliver det som gæst og tilskuer. Fra nu af er jeg hensat til at fare land og rige rund, for at opfange lidt af den stemning der eksisterede på BE13. Men jeg gør det gerne.

Så kære årgang 14

Nyd jeres år! I får trods alt kun dette ene… og det går hurtigt.

Held og lykke.

Pas godt på vores skole for mig.

Over and out. Bine, Brejning Efterskoles 13. årgang