Rumboerne fra værelse 13

”Løøøb Maja,” griner jeg op mod hende. Hun står på toppen af den bakke, jeg lige er løbet i fuld fart ned af, og ser tøvende ned på mig.

”Han siger, at vi ikke må Helene. Jeg tror, jeg går udenom,” siger hun
Mit blik søger det store gule hus bag hende og når lige at fange et vindue, der lukkes. Vi ved egentlig godt, at det er privat grund, men mine overtalelsesevner har fået Maja med til at skråne ind over grunden ned mod vandet. Maja der ellers aldrig gør noget, hun ikke må.

Maja og Jeg

For sådan er det… vi er forskellige! Maja gør for det meste ikke noget, hun ikke må. Hun laver sine lektier til tiden, rydder op (før det trænger), har alt sit tøj liggende pænt foldet i en meget lige bunke, og så har hun altid det største smil spredt over hendes ansigt! Jeg derimod gør ofte ting, som man måske ikke lige havde fået lov til, hvis man havde spurgt om lov. Jeg laver mine lektier engang i mellem, rydder op (når det trænger), har for det meste mit tøj i en kæmpe bunke i øverste skab, og så er jeg langt mere svingende i humøret end de fleste.
Jeg ved egentligt ikke, hvorfor min første tanke ikke var ”Yes”, da jeg så Maja den første gang? Måske er det, fordi Maja er stort set det modsatte af mig? Men det gør egentligt ikke noget, for jeg lærer Maja at bryde nogle grænser og hjælper hende med engelsk. Til gengæld holder hun mig lidt i ørerne, så jeg får lagt tøjet ordentligt sammen og hjælper mig med matematik!

Mystiske haver

Vindens susen i trækronerne, og bladenes raslen når tydeligt mine ører. Om morgenen har vi i lange tider løbet ruten i mørke, blæst, regn og til tider sne. Endelig er det dog begyndt at lysne.
”Hvad er det der?” Mit blik følger et langt sort hegn, der omkranser en form for have, som Maja netop har fået øje på.

”Jeg ved det ikke rigtig…”
”Kan vi ikke banke på der?” Hun sender mig et skeptisk blik, og jeg fortsætter.
”Så spørger vi, hvad det er for noget.”

Mit greb om hendes hånd er fast, da jeg trækker den modstræbende Maja op mod et stort, gråt og palæagtigt hus. Jeg presser min finger mod dørklokken, og vi hører en svag klingen på den anden side af døren. Ved siden af mig tripper Maja nervøst, og med al min stædighed, prøver jeg at bekæmpe et grin.

Ulykke? – Nej det syntes, jeg nu ikke!

Det viser sig, at haven er Kellersminde Park, og at vi sagtens kan gå derind… Desværre har vi endnu engang glemt klokken. Så vi må styrte ind over Comwells græsplæne og videre ned af en tilfældig villavej for at nå aftensmaden, som vi alligevel kommer lidt for sent til.
Men selvom vi måske ikke helt når aftensmaden, har fået skældud af en fremmed mand, mudrede sko, kolde hænder og styrtede rundt på Comwells græsplæne, så var det nu alligevel en ret god tur. Snakket det fik vi i hvert tilfælde.

Alt andet end et ulykkestal

Maja og jeg. Rumboerne fra værelse 13. Til tider kan vi være tossede på hinanden, andre gange sover vi i ske i underkøjen flere dage i streg. Selv om nogle dage er bedre end andre, så ville jeg aldrig ønske mig nogen anden rumbo! Normalt siger man, at 13 er et ulykkestal, men værelse tretten er alt andet end det…