Pinlige mødre og mavefornemmelsen

”Dengang jeg gik i første klasse var jeg en meget lille nervøs dreng.” Peter Mygind står tre meter fra mig, og farer frem og tilbage imens han fortæller. ”Så så jeg alle børnene stod og kiggede ud af vinduet. Udenfor stod en kvinde i et kæmpe kyllingekostume, som baskede med vingerne og galede som en sindssyg. Til min store skræk fandt jeg ud af, at den gale kvinde i kyllingekostumet, var min mor. Den eneste tanke jeg havde i hovedet var ”hvorfor kunne hun ikke bare bage nogen boller?” Alle omkring mig er flade af grin. Tårerne triller ned ad kinderne på folk. Det er svært at holde masken, når der står en 1,90 meter høj mand og hopper frem og tilbage.

I sidste øjeblik

Vi var heldige at få et ekstraordinært foredrag af Peter Mygind. Han kom egentlig ikke på skolen for at holde foredrag for os, men en lærer var hurtig til at fange ham og få ham overtalt til at snakke lidt med os. Da han ikke var forberedt, foreslog han selv, at han bare kunne svare på spørgsmål. Og to sekunder efter var der allerede fem hænder i vejret.

Ej hvor pinligt

Mens han fortæller om sin mor i kyllingekostume, kommer jeg til at tænke på dengang jeg var til skolefest og min mor pludselig dansede inde mellem alle mine venner. Gud hvor jeg syntes, det var pinligt. Jeg var nærmest mundlam, så jeg lod som ingenting og dansede bare videre. Jeg kan huske, at det føltes som en evighed, før hun forlod lokalet igen, selvom sangen knapt nok var færdig.

Følg din mavefornemmelse

Mange af de ting Peter Mygind sagde, handlede om at følge sin mavefornemmelse. Han endte selv med at være ret glad for at have sådan en tosset mor. Det var der jo ikke andre der havde. Godt nok bagte hun ikke boller og lavede kakao, når vennerne var med hjemme. Men hun gjorde hvad hun følte for. Det var jo det samme med min mor. Bagefter synes jeg også det var ret sejt, at hun turde komme ind og danse med mig. Så kunne det jo egentlig være fuldstændig lige meget, hvad de andre synes.

Kæmpekram til alle

Da Peter Mygind i halvanden time havde fortalt om, hvordan man skal følge sin mavefornemmelse, tro på det gode i alle mennesker og så bare sprede al den glæde man overhovedet kan, kom det sidste spørgsmål: ”Nu hvor du siger at du godt kan lide at gøre andre glade, vil du så ikke gøre mig rigtig glad og skrive din autograf og lade mig tage et billede sammen med dig?” Alle bryder ud i grin og Peter smiler ”Jo, selvfølgelig vil jeg det. Alle som har lyst til at få autografer og få taget billeder må komme herop. Og så er der kæmpekram til alle.”