På udlandstur i bobslæde
Jeg vender tilbage til min frygt for at hoppe ned i bobslæden og sætte af. Først skal I høre lidt om resten af udlandsturen til Tjekkiet.
13 timer i bus. Det skal nok blive godt
Prag er hovedstaden i Tjekkiet, og den ligger 13 timer i bus fra Brejning. Jeg glædede mig, for det ville blive 13 timer med en flink sidemakker i bussen – Trine. Vi kørte fra Brejning sent om aftenen med højt humør mod en rigtig fed uge i Tjekkiet. Søvn blev der ikke meget af med 60 snakkehoveder omkring mig i bussen.
Fra det lune Prag til det kølige Nordtjekkiet
Jeg glædede mig til, at vi skulle til Prag. Nu skulle vi til en storby. Da vi kom frem, trak jeg i min hættetrøje, for det så koldt ud udenfor. Alle gik rundt i lange bukser og langærmede trøjer. Men da vi steg ud, var der varmt. 20 grader. Måske 25 grader midt på dagen. Det var skønt at komme ud i. De næste tre dag gik alle rundt i korte bukser og korte ærmer i Prag.
Midt på ugen kørte vi til det nordlige Tjekkiet. Her trak mange af os igen i lange bukser i en forventning om, at det ville blive koldt. Og det blev det. Skipister med masser af sne kom vi til.
“Jeg ved virkelig ikke, om jeg tør…”
Og nu er vi så tilbage ved bobslæden. Det her var godt nok noget, jeg havde set frem til, at vi skulle. Men bange – det var jeg. Bange for, om det skulle gå galt. For når jeg så de andre køre af sted, gik det meget stærkt.
Jeg var en af de sidste, der skulle op og prøve.
“Nu er der ingen vej tilbage,” tænkte jeg, da jeg satte mig. Først kørte bobslæden en meget lang tur op. Da jeg kom op toppen, begyndte det knap så godt. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre for at køre. Så de første 50 meter trak jeg mig frem. Jeg blev indhentet, og personen bagved mig forklarede, hvad jeg skulle gøre. Og så kørte det.
“Shit, det var fedt,” sagde jeg højt, da jeg kom ned. Jeg var slet ikke bange mere… og tog en tur til.