På med handskerne og i gang med indsamlingen

Snevejr er kun en skøn undskyldning for at få lov til at sove udenfor.

Da dagens sidste time var færdig, var det på med handskerne og ud i sneen. Vi var ikke ret mange, men jeg fandt hurtigt sammen med et par stykker – Andreas og Rasmus – og begyndte at samle sne. Vores bunke voksede støt, og vi måtte længere og længere væk for at hente mere. Lige inden aftensmaden var bunken endelig stor nok. Pindene til udgravningen var i, og vores hænder var plaskvåde.

Noget jeg aldrig havde prøvet før

Dagen var egentlig begyndt ganske normalt. Men ved frokosttid var en af vores lærere – Daniel – klar til at stå for noget, som jeg aldrig havde prøvet før; at bygge nogle snehuler, som vi kunne overnatte i. Det lød både som en tosset, sjov og fantastisk idé.

En overraskelse før udgravningen rigtigt er i gang

Efter aftensmad og stilletime var det på den igen. Vi stødte dog på et ikke lille problem. Nogle af de små, lokale spejdere, som er på besøg på skolen engang imellem, havde syntes vores bunker så meget sjove ud. Så vi kunne hurtigt se huller og små fodspor på kanten af vores bunke. Hvor om alt er, var vi dog sluppet relativt billigt. Vi begyndte at grave at grave igen – nu med feltspader. Hullet blev stille og roligt større, og hvor der var brug for reparationer, blev de lavet med sneen fra hullet. Inden længe lå vi på maven med overkroppen – og senere resten af kroppen – inde i bunken. Sneen blev forsigtigt gravet ud fra siderne og toppen, det var koldt nok uden at være dækket af sne.

Overnatning i et nyt miljø

Efter tandbørstning mødtes vi igen ved snehulen med soveposer og liggeunderlag under armene. Jeg lagde mit liggeunderlag ud med soveposen ovenpå. Lidt efter lå vi alle i hulen og fik noget velfortjent afslapning efter at have flyttet jeg ved ikke hvor meget sne – for bare at fjerne størstedelen af det igen. Daniel gik lidt rundt mellem de to snehuler, der var besat, fik sagt godnat og fundet ud af, hvornår vi stod op. Efter en masse hygge, der involverede lidt musik, snak og to håbløst mislykkede forsøg på videologs, lagde vi os trætte til at sove. På trods af, at hulen var lavet af sne, frøs jeg kun min fødder, som lå op af væggen.

Frosne sko og varm kakao

Klokken halv syv næste morgen ringede vækkeuret. Rasmus var hurtigt ude tæt fulgt af Andreas og mig. Her ventede flere overraskelser. Mine sko. Efter at have stået ude hele natten, var de blevet noget hårdere og koldere end normalt. Ikke ligefrem det bedste at stå op til. Men jeg formåede at stavre ind i hovedbygningen, hvor en dejlig overraskelse ventede i form af varm kakao fra kaffemaskinen i Gimle. Det var fantastisk efter at have sovet i en hjemmebygget hule af sne og stavret inden for med frosne sko.