Oprøret mod rengøringscentralen
”Jamen… hvor skal vi så gemme glasrensen?”
Jeg ligger på maven på gulvet på værelse to, og der lægges lumske planer for morgenen. Der står 8 glasrens i vores vindue, og vi mangler 8 glasrens før missionen er fuldført.
Et oprør mod “sure, gamle mænd”
Vi på Værelse 2, har på det seneste gjort oprør. Oprør mod de sure gamle mænd – de elever, der sørger for, at vi kan låne rengøringsmidler til morgenrengøring – i vores kære rengøringscentral. Da vi synes, de skal have en lærestreg for at være så sure om morgenen, har vi hapset deres glasrens. En glasrens hver dag, og de er begyndt at lægge mærke til, at vi aldrig afleverer dem igen.
Oprøret var den eneste mulighed
Hele ideen startede med, at vi synes, glasrens har en fantastisk flot blå farve. Når vi skal ned om morgenen for at hente ting til rengøring, skal vi også forbi de fire sure mænd. De tror altid, at vi er ude på ballade, og at vi ikke afleverer, tingene vi låner, tilbage. De står altid og pruster os i nakken for at tjekke, at alt bliver gjort ordenligt. Der var kun én mulighed – at gøre oprør. Da glasrens er vores yndlingsting, skulle det selvfølgelig være målet at få hele vores vindueskarm fyldt op med glasrens.
Vi lister ned mod RC (rengøringscentralen), og lige inden vi når døren, stopper vi. Cille og jeg gør tegn til Clara, som nikker indforstået. Hun går forrest – lige i armene på Morten, som straks råber op. Mens de diskuterer, løber Cecilie og jeg ind og hapser alt den glasrens, vi overhovet kan bære.
”HEY!” lyder det ophidset fra de sure gamle mænd.
“Shit vi er opdaget,” og vi løber hurtigt op af trapperne i hovedbygningen. Da vi når værelset, låser vi døren og knækker sammen af af grin. Da vi har fået stablet alt glasrensen op, mangler vi kun at tage billedet.
Glasrensen er væk!
Da vi er færdige med at gøre rent, låser vi døren op til værelset. GLASRENSEN ER VÆK!
Johan og Morten har været på besøg og fået hjælp af Niels, vores pedel. Vi bliver hurtigt enige om, at RC i hvert fald ikke har vundet endnu.
Det er ikke slut endnu
Senere samme dag lister vi ned i køkkenet. ”Kære, søde Karin (vores køkkelender). Vi har spildt noget ovenpå – må vi ikke godt lige få låst op til en klud i RC…?”
En lille hvid løgn skal der vel til? Og vupti så har Værelse 2 atter fået glasrens. Vi får stillet dem op og taget et billede. For at virke totalt overlegne skal vi da lige bruge det som coverbillede på vores Facebooksider og tagge Johan og Morten.
Men det er slet ikke slut endnu. Da de endelig kommer op på vores værelse for at kræve glasrensen tilbage, har vi lavet en lille skattejagt til dem. De er ikke ligefrem glade – men de får til sidst deres glasrens.
Oprøret er næppe lykkedes endnu…
Værelse 2 vandt denne runde. Men jeg er overbevist om, at det ikke er det sidste, vi hører fra rengøringscentralen i år.