Op i højden

Op i den tynde luft på bjergets top.

2.000 meter. Da jeg fik at vide, at vi skulle op på et højt bjerg på udlandsturen, blev jeg bange. Bare lidt – men alligevel… bange. Jeg har nemlig højdeskræk.

Inden vi kom op i højden, brugte jeg tid på at finde de rigtige strategier for mine reaktioner, og da vi stod der i 2.000 meter, og jeg kunne mærke, at luften var tyndere, fandt jeg ud af, at vejrtrækningsmetoden var meget god. Det hjalp at have fokus på min vejrtrækning. Ind og ud. Ind og ud med luften.

På bjerget løb vi rundt og hyggede os – legede i sneen. Jeg blev forpustet, fik hovedpine og kunne mærke frygten for højden trænge sig på. Men samtidig var det en super fed følelse at stå der på bjerget.

Stolt

Jeg er mega stolt over at have overvundet min højdeskræk. Mig… som piver over det mindste… overvinder sin største frygt. Det er virkelig fedt. Her bagefter er jeg mega glad for at have været med og overskredet grænser.