Nu slutter eventyret

Vi prøver alle sammen at lukke øjne for sandheden og glemme, at der reelt kun er en uge tilbage af efterskoleåret. Det er surrealistisk, det er ubegribeligt, at vi nu snart skal videre i systemet. Man tør ikke tænke på det, men det vil jeg alligevel prøve på i denne finale af en elevhistorie.

Jeg kigger hen ad gangen, som jeg kalder min. Det er gangen, der er kendt omkring på skolen som Taget. Det er der alligevel ikke noget at sige til, for vi ligger lige under taget, når vi om natten skal sove. Min roomie, Magnus, og jeg bestilte i starten af året 90 pakker nudler, og satte os et mål. 

De skulle spises, hver og en, og derefter hænges op på væggen med elefantsnot. Efterhånden kom der flere deltagere til, og der hænger nu et godt monument for Værelse 33 oppe på Tagets gang. Nu er der kun én pakke tilbage på hylden, som Magnus og jeg har planlagt at dele over en ”romantisk middag”. Det bliver i virkeligheden bare os, der sidder og støder hovederne sammen med hver vores gaffel i hånden, mens vi fisker efter nudler.

Et helt særligt bånd

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle få det forhold til en fyr på efterskole. Nu skal det lige siges, at jeg ikke er i et forhold med ham – han er bare min roomie. De, der har været på efterskole, ved, at man lige så godt kunne være i et forhold med sin roomie, for man kommer godt nok tæt på vedkommende.

Efterskolen har for mange af os været et eventyr uden ende, hvor vi hver og én var hovedpersonen, prinsen eller prinsessen, der skulle ud og erobre verden og det halve kongerige. Hver dag var en fest med minder så talrige, at jeg ikke kan finde hoved og hale i dem. Der har været grin over maden, mens man drypper af det våde vand, man lige har fået hældt ud over sig af nabobordet. Der har været lykken over at have scoret en pige nede i vores Wii-lokale – det er ikke første gang, det er sket, og vil helt sikkert ikke være sidste gang.

Vi har fået ordren

Her til aftensmad fik vi, hvad, vi følte, var verdenshistoriens største lussing, som ville sende os tilbage til virkeligheden. I morgen aften får vi tid til at hive alt, hvad der klistrer, ned fra væggene. Der skal se pænt ud, så vi på mandag og tirsdag kan gøre hovedrent, og efterlade et pragteksemplar af en efterskole til sommerens varme og den næste årgang af Brejning-elever.

Den næste årgang. Ja. Det er et mærkeligt begreb for os, der stadig er elever, men hvis efterskoleår lakker mod enden. Vi ved, at det ender, men de 7 år, som efterskolen varer, er alligevel fløjet væk med vinden, som kommer ind fra Vejle-fjorden. Vi render rundt med mærkelige, blandede følelser i maven – på den ene side glæder vi os til at komme videre, om det så er på et gymnasium eller en erhvervsuddannelse. Men på den anden side, så vil vi ikke stoppe. Vi vil blive i vores lille boble, hvor vi har mødt nogle mennesker, nogle nye venner, som man for alt i verden vil prøve at holde fast i, så godt som man nu kan.

Vi holder fast

Det kan godt være, at vi snart ikke længere er elever på Brejning Efterskole. Det kan godt være, at vi snart bliver smidt hjem til vores længselsfulde forældre og søskende, som vi har forsømt for groft. Men bare fordi vi ikke længere vågner op til den fabelagtige udsigt, som ligger for fødderne af os, eller ikke længere spiser Karins pragtfulde mad, så betyder det ikke, at vi ikke længere er børn af Brejning. Vi vil for altid være den 21. årgang. Jeg ved, at jeg vil komme tilbage til efterskolen engang, om det så er som timelærer eller kursusstab, det ved jeg ikke. Men tilbage, det er sikkert.

For nu vil jeg varme op til i morgen. Det kommer til at kræve blod, sved og tårer at få alt ryddet. Det bliver forfærdeligt, men alt har en ende – også eventyret. Desværre.