NEJ! Det har du bare ikke gjort!
Totten med det lyse hår daler mod gulvet og rammer stumt.
Niels står et øjeblik med åben mund og bare kigger på den skaldede firkant, han har klippet i min tinding. Så bryder han ud i en latter, der ruller gennem rosenbedet,
”Jeg skulle jo lige se, om den virkede,” griner han med henvisning til trimmeren.
Det blev så dagen, hvor jeg besluttede mig for at få en hanekam
Muligheden for at gøre noget ekstraordinært
“Hvorfor være almindelig, når man kan skille sig ud fra de andre?” Det var den tanke der fløj igennem mit hovede, da jeg samtidig fik fjernet håret på begge sider.
På en efterskole får du muligheden for at gøre noget ekstraordinært, noget du måske ikke engang ville drømme om at gøre derhjemme. Men her er du så tæt med dine venner, at der ikke sker noget ved at prøve det.
Kærlige drillerier
En halv time, en masse grin og en del kommentarer senere stod jeg klar, med en hanekam på 2 centimeter og et ellers skaldet hoved. Det så godt nok temmelig fjoget ud, og det lod mine efterskolevenner mig ikke glemme, når jeg gik rundt omkring på skolen. Men det var venlige drillerier, og de accepterede håret, som det var.