Når et smil er det bedste sprog

Efter en lang rejse stod vi en onsdag aften i havnen i Grand-Bourg, den by vi skulle bo i, hvor alle vores værtsfamilier stod og ventede på os. Jeg skulle bo hos Tessy, hendes mor og hendes to søskende. Deres hjem var meget anderledes end noget, jeg er vant til. Indretningen, lydene og duftene var så forskellige fra herhjemme.

Når jeg befandt mig på en lille ø i atlanterhavet, skyldtes det, at jeg sammen med mine ni rejsekammerater var blevet havde fået lov til at deltage i “Life Skills”-projektet. Et projekt hvor unge fra tre EU-lande (Danmark, Portugal og Guadeloupe, en del af Frankrig) skiftevis besøger hinandens lande og lærer om projektledelse og øver i at tale engelsk. Vi skulle være der en uge, hvor vi om dagen arbejdede på projektet på den lokale skole. Resten af tiden tilbragte vi med vores værtsfamilie.

Til tider lidt alene i verden

Det var en kæmpe oplevelse, men jeg var også meget udfordret. Min værtsfamilie var så søde og lavede ikke andet end at spørge ind til, hvad jeg gerne ville lave. Men jeg havde svært ved at kommunikere, da det kun var de to store piger i familien, der kunne engelsk. Til tider kunne jeg godt føle mig lidt alene i verden.

De familier vi boede hos havde enten et barn, der var en del af projektet – eller kendte nogen, der stod for det. Det var meget forskelligt fra familie til familie, hvor godt engelsk, de kunne, hvordan de boede, og hvor mange børn de havde.

Samtale med lyde og fagter

Lørdag skulle vi tilbringe med værtsfamilien alene. Jeg var en smule nervøs, da stort set al samtale mellem os foregik ved hjælp af lyde og fagter. De to piger i huset forklarede mig, at vi skulle ud og se noget af øen, som jeg ikke havde set endnu.

Kort efter vi havde spist morgenmad, var vi afsted, og første stop på vores sightseeing-tur var en gammel ruin der lå lidt udenfor byen. De forklarede, at det var en gammel sukkermølle, hvor der havde arbejdet slaver. Jeg kunne mærke, at de var meget begejstrede for at vise mig deres historie. Da vi havde gået ruinen rundt, satte vi os ind i bilen igen og drønede videre med fuld fart, som de gør på Marie-Galante.

Seje håndtricks og underjordiske klippehuler

Under køreturen, besluttede jeg mig for at lære min værtsbror nogle seje håndtricks, bl.a. den med tommelfingeren der går midt over. Det var nok noget af det herligste, han havde set, og han lavede ikke andet resten af turen, alt imens de to piger skrålede med på Justin Bieber.

Det næste de ville vise mig var en kæmpe skrænt ved kysten, med en stor stenbue i bunden. Det var et fantastisk syn deroppefra, men det var ikke nok for min familie. Vi skulle helt ned til vandet. De kendte en hemmelig vej derned, og af sted vi gik. Da vi nåede bunden, kunne jeg pludselig forstå, hvorfor vi havde taget turen derned. Vi stod på klipperne helt ved vandkanten, hvor man tydeligt kunne se de små fisk og underjordiske klippehuler. Jeg havde aldrig set noget lignende. Da vi havde nydt det et stykke tid, kaldte moren os tilbage. Grinende og forpustede gik vi tilbage op af den stejle sti. Da vi nåede parkeringspladsen satte vi os i skyggen og drak sodavand.

Venlighed og åbenhed slår alt

Vi grinte hele vejen hjem i bilen, selvom vi ikke forstod et klap af hvad hinanden sagde. Resten af dagene følte jeg mig ikke alene mere, for nu kendte jeg min familie lidt bedre. Marie-galante har lært mig at venlighed og åbenhed, kan slå selv de bedste sprogkompetencer.