Mudderudspring og regnpyttekrig

Muddervandet står om ørene på os, og vi løber rundt som tosser for at nå, at få hoppet i alle de gode pytter, inden klokken bliver 21, og vi atter skal krydse os ”ind” på skolen igen. Rikke griner højt og gør Monica kunsten efter – næsten i hvert fald. Hendes spring kvalificeres som ”lidt mindre sprøjtende”. Men det er stadig kraftigt nok til at give lidt mudderskæg på overlæben. Mmm, hvor det også svubber i gummistøvlerne.

Når nu lærerne på Brejning Efterskole lægger op til en god omgang oplæsning inden afgangsprøverne, kan enhver nok forstå, at vi alle sammen sidder stille på vores værelser og studerer. HAHA… Nej. For en torsdag eftermiddag, da vejret ellers opfordrede lidt mere til indendørsaktiviteter, fik en kvik tøs en god idé. Hun hedder Monica, og idéen hed ”Regnpyttehopning”. Ja og ifølge en hvis Monica Rohde Madsen hedder det altså en ”regnpyt” .

”Husk piger, vi mødes efter stilletimen – omklædt.” Monica, alias The hoppe- champion, formaner om, at det er vigtigt at være godt påklædt til denne disciplin.

Våde tæ’r og fnisen

Endelig er stilletimen ovre. I en fart får vi hentet Rikke, og så løber vi af sted.

”Thea sagde, at der er megagode regnpytter på handicapruten,” siger Monica, ”kom!!” (Handicapruten er en 2,5 km lang rute igennem skoven tæt ved skolen). Så langt når vi dog aldrig. Synet af en overordentlig lækker vandpyt stopper os. Pludselig sætter Monica i spurt, og Rikke og jeg løber skrigende efter. Den der skal hun ikke hav lov til at have for sig selv.

… Og det får hun heller ikke. For meget hurtigt står vi alle tre og hopper mindst lige så meget, som dengang min mor ville tjekke om jeg havde blindtarmsbetændelse. Det havde jeg heldigvis ikke, og nu hopper jeg glædeligt videre.

Efter flere minutters intens hoppen puster vi lidt, sammenligner mængden af vand i vores sko og støvler, og tumler overilede videre mod den næste store vandpyt.

Det er sjovt at flyve, men endnu sjovere at lande

Det her er jo som et vaskeægte paradis – i hvert fald for en pige som mig, som synes, det er rigtig fedt at splaske rundt i en masse mudder. Vandpytterne bliver større og større, i takt med at vores humør stiger, vores kroppe bliver mere og mere mudrede og vi griner højere og højere.
Da vi finder på at hoppe ud fra et par store firkantede stenblokke, bliver det kun vildere. Vi hopper en helt masse gange, udveksler erfaringer og udvikler gode plaske-teknikker. Det hele er så fedt, at vi helt glemmer alle de forbipasserende, vi møder. Der er både en hel del løbere og en flok fint påklædte middagsgæster, som er på vej ind i deres dyre biler.

Koldbøtter og sand overalt

Faktisk lever vi os så godt ind i legen, at vi ender med at smide os på ryggen, direkte ned i en dyb brun vandpyt. Monica plasker vand i hovedet af mig, og da jeg griner, ryger en ordentlig portion vand lige ind i gabet på mig.

”AD! Pfff!” Jeg spytter og sprutter, og det får bare Rikke til at grine endnu mere.

Vi får overdynget hinanden med en helt masse regnvand og når at slå et par koldbøtter i vandpytterne, inden vi render hjem til skolen igen for at berette om vores fede oplevelse, få skyllet mudder og sand ud af hår og øjne og komme i noget tørt tøj.

Mmm.. Den nat sov jeg helt igennem fantastisk.