Mit helt eget væk-fra-verden-sted
Del
Mens den nyfaldne sne blander sig med aftrykkene i mudderet, bevæger jeg mig roligt ned ad den vante sti på skolens østside. Tolv vandpyttehop og en ekstra tyk trøje har det krævet denne gang, før jeg kan finde mig til rette under det foroverbøjede træ. Fire meter længere fremme skubber vinden til fjorden og får bølgerne til at brække over med en beroligende skvulpen.
Tilbage til sommeren på tankevinger
Vinteren er nu for alvor ved at have indtaget Brejning Efterskole, og her fra mit helt eget væk-fra-verden-sted flyver tankerne tilbage til i sommer. For det var lige her, ud fra hvor jeg sidder, at vi i de første måneder badede og sejlede i kajak. Lige her under samme himmel, hvor vi i sommer legede mudderkamp på marken og lavede mad over bål i valgfaget ”Udekøkken” hver tirsdag. Det var før, det var mørkt på morgenruten, og før dette blev mit helt eget ”tænke og væk-fra-verden-sted”. Alt dette før vinteren sænkede sig som et tæppe, og alle nu rykker en smule tættere på hinanden under dynerne i opholdsrummet Gimle.
Naturen er et privilegium
Noget af det mest fantastiske ved Brejning Efterskole er skolens beliggenhed. For med udsigt til fjord, skove, marker og enge er der alle muligheder for udeliv og inddragelse af naturen i vores efterskolehjem. Både i undervisningen og fritiden. Og når man som efterskolelev fylder sit hoved med tanker, lektier, venner, konflikter og ham den søde, er det vigtigt at have naturen for at have en plads her. Det må siges at være et privilegium uden lige – specielt når man som jeg er vant til lejlighedskomplekser i indre by.
Tid til mig selv
Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst tog mig tid til at gå en lang tur og beundre fjorden fra dette sted. Og de sidste gange har det været med bedste venner under armen. Jeg har nu været væk i en times tid, og det er ved at blive koldt. På tilbagevejen møder jeg nogle drenge fra skolen på deres fælles løbetur. Da jeg kigger tilbage, kan jeg se Louise og Christian hånd i hånd. Det er fantastisk at være omringet af så storslået natur, og noget der for mig har givet en ro, når alt har været allermest uoverskueligt.
Tilbage til værelse 41
Kulden har nu for alvor bidt sig fast i mine kinder, men det gør ikke noget. For jeg ved, at Line venter på øverste etage i elevbygningen med en kærlig skulder og en god historie, før jeg igen putter mig under dynen på Værelse 41.
