Mega underlig – men sygt nice

En del af eleverne på Brejning Efterskole elsker at tage på spejderløb. Og ofte sker det, at de klarer sig godt i konkurrencerne. Men hvordan er det at skulle af sted på sit første løb for Brejning Efterskole, når man ved, at der kan være mange forventninger knyttet til deltagere med det orange og gule tørklæde?

“Er du ikke sådan en fra Brejning?” spørger en dreng fra Sønderborg mig. Vi sidder i toget på vej mod Solarisløbet, der går for at være Danmarks hårdeste spejderløb.
“Jo,” svarer jeg med lidt stolthed i stemmen. Drengen vender sig mod sine venner og siger:
”De er mega underlige, men sygt nice og vinder rigtig mange løb.”

Den sætning hørte jeg mange gange i mit hoved. På sin vis var jeg glad for det ry. Men hvordan kunne jeg leve op til de forventninger: At være mega underlig – men sygt nice?

Spørgsmål, spørgsmål og spørgsmål?

Hvor meget mad får vi med? Hvor mange mennesker genkender mig? Og skal man egentlig vinde for at kunne være med i en BE-patrulje? Der går mange overvejelser igennem hovedet på en, før man skal af sted på sit første løb som repræsentant for Brejning Efterskole. Jeg havde været spændt, lige siden vi besluttede os for at tage på løb sammen. Altså – spændt på en anden måde end jeg ellers er, når jeg tager på løb. For nu skulle jeg af sted som BE-elev, og om nogle uger skulle vi afsted på Solaris.

Diskussionen mellem deltagerne fra skolen faldt hurtigt på nogle andre ting, end dem vi plejede at diskutere derhjemme før et løb:

”Tager vi gruppetørklædet på også?”
”Hvor meget mad laver køkkenet?”
”Hvad kan vi låne i friluftskælderen?”

Efter en lang diskussion af det første spørgsmål, besluttede vi os for ikke at tage gruppetørklæde på.

Det næste spørgsmål optog os i uger: Hvor meget mad laver køkkenet, når man skal af sted på løb? Ingen vidste det – men alle snakkede om det. Der var rygter om, at de kun lavede ét måltid til hele weekenden. Der var rygter om, at de lavede alt for meget mad. På dagen, hvor vi skulle af sted, fik vi udleveret en halv affaldssæk fyldt med mad. Det var vist nok.

Mange elever oplever, at der er noget ganske særligt ved at være iklædt det orange og gule tørklæde på et spejderløb.

At repræsentere de orange og gule farver

Alt imens dette stod på, og vi fik svar på vores spørgsmål, blev vi mere og mere klar over, at vi repræsenterede en stor gruppe mennesker med et fælleskab ud over det sædvanlige. Alle hjalp alle – mere eller mindre – med løsningen af en kode før løbet. Og før vi så os om, var vi nået til dagen, hvor vi skulle af sted på Solaris. Jeg var sindssygt spændt. Det med at jeg skulle af sted som en brejning-spejder, fik mig at føle en anden slags selvsikkerhed, end jeg havde følt før. Jeg havde klart en følelse af, at der var 115 mennesker, der troede på, at jeg sagtens kunne gennemføre.

I toget på vej til løbet fik jeg mere en fornemmelse af, at folk vidste, hvem vi var, da den mega underlige – men sygt nice kommentar faldt fra drengen fra Sønderborg.

Jeg glæder mig til næste løb

Vi havde det mega fedt på løbet som BE-patrulje, og jeg følte, at jeg gjorde mit for at være underlig og nice. Jeg mærkede mere til Brejning-ånden, Brejning-fælleskabet, eller hvad man nu vil kalde det. Alle kom hen til en og ville snakke – både tidligere elever og andre spejdere, som bare sagde hej. For alle vidste, hvor man kom fra.

Nu glæder jeg mig allerede til weekenden, hvor jeg skal på mit næste løb med BE og møde endnu flere mennesker, som gerne vil møde mig.