Med adrenalin i kroppen og vind i ansigtet

Vi kan høre en dyster blanding af bankelyde og musik fra de andre teams. Stemningen er nervøst ladet, men humøret højt. Det har allerede været en lang dag, og en endnu længere venter i morgen. Lige nu sidder vi i det forladte spøgelseshus på Vandværksvej, hvor vi skal tilbringe de næste to nætter uden varme og strøm. Regnen siler ned, mens vi sidder og putter os i soveposerne. Stormen er svær ikke at lægge mærke til trods for de uafbrudte talestrømme og høje grin.

Med ømme ben og konkurrencegen

Vi er adventureholdet fra Brejning Efterskole, og i dag var vores første linjedag af tre. Over to døgn skal vi på et adventureløb i tre etaper; en eftermiddags/aften-etape, en nat-etape og en dags-etape. Vejret er ikke helt på vores side, men vi håber på bedre forhold i morgen, når vi skal på O-sprint og postløb. For nu hviler vi dog vores ømme ben og store konkurrencegen…

Stiv kuling og vand om fødderne

Stiv kuling, regnen og plaskende mudder om benene. Kort før vi kravlede ned i vores varme soveposer, var vi ude og kæmpe på mountainbikes imod modvind. Til Børkop, der ligger 4,5 km fra skolen, tilbage og tilbage til havnen ved Fjorden. Desværre for Carl var han nødt til at hoppe i vandet for at få den nødvendige information til næste post. Med kompasset i hånden og med pålandsvinden ruskende i håret, pejlede vi mod havet, hvor Carl plaskede rundt. Heldigvis var vi hjemme igen kort efter, og alle kunne trække i varmt tøj.

Hvorfor gør vi det?

Mange spørger tit, hvorfor vi synes, det er fedt på adventurelinjen. Hvorfor vi har lyst, når linjedagene er fyldt med sved, våde fødder og piskende januarregn i ansigtet. Hvorfor? Fordi…

Klokken er to om natten. Vi står oppe på en sandbanke, hvor vi har fundet den sidste post på nat-etapen. Det er koldt, det blæser og støvregner, for der er intet læ for vinden. Nu gælder det den sidste sprint hjemad – for fuld skrue på mountainbikes.

Det er nu den skal have, alt hvad den kan trække for at nå i mål og komme hjem i soveposen. Musklerne er udmattede efter tre dages adventurerace. Hovederne er søvnige, men adrenalinen pumper rundt. Jeg er faldet lidt bagud og føler lige pludselig, at der er meget langt hjem til skolen. Men en hånd i ryggen op ad bakkerne og et ”Kom så. Vi kan godt” hjælper umådeligt meget!