Masser af maling, ideer og ingen plan
Forslag røg i vejret om alt fra housewarming til, at vi ville bygge en hems. Der gik lang tid, før vi nåede frem til, at vi skulle male vores køkken. Men så kom debatten: Hvilken farve skal køkkenet have? Skal der være et tema? Ja igen var vi ikke ligefrem generte med ideerne. Drengene ville have ”ægte militær”, og pigerne ville have prinsesse-tema. Petrea ville bare have glimmer. Det hele var et stort kaos, og ingen vidste, hvad der skulle ske. Vi besluttede os for at købe så mange farver, som vi kunne komme i nærheden af og derefter bare få malet det køkken.
Hvad får man, når man overlader hele ansvaret til ni unge, der har udrustet sig med lige så mange forskellige farver maling og ingen pensler? Strandens kontaktgruppekøkken
Kontaktgruppedagen kom, og de andre kontaktgrupper gjorde sig klar til at styrke deres sammenhold atter en gang. For vores vedkommende mødtes vi forventningsfulde i vores ”Lærred”, eller hvad der snart blev til det.
Plastikposer blev klippet, og maling blev åbent. Der gik et sekund af uvidenhed, da vi endnu ikke vidste, hvordan vi skulle udfolde os. Rikke kom med løsningen:
”Jamen skal vi ikke bare få noget op væggen?”… og så kom der ellers fart på. Penslerne blev hurtigt kasseret, og i stedet blev det til fingermaling. Der var ikke et tidspunkt, man ikke kunne høre aviserne under os larme.
Tænk engang … det her får du aldrig nogensinde lov til at gøre derhjemme. Der blev kastet og klappet maling på væggene. Niels og jeg spillede kryds og bolle på væggen – hvem har ikke altid villet det?
Efterhånden som væggene blev fyldt, stoppede alle op og betragtede vores nye køkken. Final touch blev, at Lissi hentede nogle sprøjter fra fysiklokalet. En ad gangen fik vi lov til at dække det, der stadig var hvidt, med regnbuens farver.
Og vi er ikke færdige endnu…
Selv om hver væg nu har otte farver (mindst), er vi ikke færdige. Nu skal vi til at finde de fine pensler frem og begynde at tegne små finurlige ting inde i kaosset. Dem kan næste årgang så more sig med at finde. Så en særlig hilsen til 14. årgang: ”Tag en brille med en kraftig styrke på og få det sjovt, for Strandens køkken er nu en skattejagt.