Ljubl-hvad for en fisk?

Jeg misser med øjnene og tager det sidste trin ud fra bussen. Lyset er skarpt og vejret klart. Dette trin er enden på en 22 timer lang bustur, i selskab med så mange elever, der nu kan proppes ind i en dobbeltdækker. Umiddelbart lyder det måske ikke så rart, men man skal ikke skue dobbeltdækkeren på massefylden. For på trods af den dunst af Kims Snackchips, der hurtigt lagde sig overalt i bussen, var det en af de hyggeligste busture, jeg nogensinde havde været på. Måske var det fordi jeg vidste, at det var indledningen til skolens årlige udlandstur.

Cykelhjul, tommestokke og en enkelt lokal guide

I år går turen til Slovenien. Den lange bustur har ført os til Ljubljana – landets hovedstad. Da vi er blevet indlogeret på et lille hotel, der vist kun kan beskrives som pudseløjerligt (det er bare ikke hver eneste dag, at man sover i et rum, hvor væggene er yndigt prydede med cykelhjul og tommestokke), går turen ind til midtbyen. Vi skal nemlig på en god gammeldags gang sightseeing.

Vores lærer Ulrik har skaffet os en lokal guide, der skal vise os alle byen seværdigheder. Selvom turen både indebærer diverse ambassader, bygningsværker, monumenter og springvand, tror jeg alligevel, at den sidste – og lidt mere frie rundtur i byen, falder mest i vores smag.

For mit vedkommende betyder fritiden halvanden times afslapning på en fråder’n fortovscafé i en lille hyggelig sidegade. Hvem ville ikke elske at sidde og kigge på solskinnet og på små forpjuskede ænder, mens de spiser store mængder is og drikker billig slovensk kaffe?

Vaskeægte Slovenien

Ved middagstid samles vi på byens store torv. Vi skal nemlig bestige et mindre bjerg med et slot på toppen. På slottet er vi ventet af to slovenske guider, der bruger et par timer på at fortælle os om diverse spændende huller i jorden og forfaldne mure. Meget interessant… I hvert fald fra en kulturel synsvinkel. Aftenen spenderede vi også i midtbyen. Vi skal selv sørge for at få aftensmad, og det bliver klaret på mange måder. Alt fra lokale restauranter og cafeer, til McDonalds og burgerbarer havde i hvert fald besøg af en brejningelev eller to. Selv endte jeg på en lille dunkel restaurant, hvor jeg sad på en bænk, der mest af alt lignede en træstub, og spiste suppe af en kop, lavet af brød. Vaskeægte slovensk mad og slet ikke så dårligt, som det måske lyder!

Efter byturen er vores første dag i Slovenien overstået. Ugen skal senere komme til at byde på mange flere planlagte og uventede aktiviteter. I hvert fald ender det med at blive en fantastisk uge og da dagen, hvor vi pakker bussen og rejser hjem oprinder, tror jeg at det er de færreste, der ikke har lyst til at blive en dag eller to mere.