“Klarer jeg det mon?”
Del“Klarer jeg det mon?” tænker jeg, mens jeg tager selen på. Jeg kan nærmest smage nervøsiteten. Mine hænder bliver svedige, imens jeg binder mig fast. En masse tanker flyver igennem hovedet.
“Du kan ikke klare det til toppen,” siger en tanke.
“Du har sikkert lavet en fejl. Du falder ned,” siger en anden tanke.
Jeg tjekker mig selv igen. Selen, rebet og det hele sidder, som det skal.
“Selvfølgelig kan du klare det,” tænker jeg.
“Den smule væg kan du sagtens klare,” når jeg at tænke som det sidste, inden det lyder bagfra:
“Du er sikret og må klatre.”
Jeg måtte vælge klatring som valgfag
Da jeg var yngre, turde jeg aldrig klatre på klatrevægge. Jeg kunne simpelthen ikke klare højderne. Jeg troede egentligt, at jeg var kommet over det. Men på Kommende Elevers Dag i foråret – for kommende elever på Brejning Efterskole – fandt jeg ud af, at jeg tog fejl. Vi var på løb og skulle op på klatrevæggen. Da jeg var kommet lidt op, forstod jeg, at min højdeskræk langt fra var forsvundet. Da vi forlod posten, sad der en følelse af frygt – men også en følelse af målbevidsthed – i mig. Jeg ville besejre min højdeskræk. Da tiden så kom, og vi skulle til at vælge valgfag på efterskolen, blev mit blik fanget af især et valgfag: Klatring.
Rebet strammer…
Jeg begynder at klatre op ad væggen. Trælugten fra væggen fylder mine næsebor. Nedefra kan jeg høre nogle af de andre snakke. Ellers er den eneste lyd, lyden af rebet der strammes, og vinden der suser forbi. På jorden får min sikringsmand nogle råd af en af de andre. Jeg begynder at føle mig utryg, men bider det i mig og fortsætter. Et af grebene skrider under min fod, og jeg mærker, at jeg mister fodfæstet et kort øjeblik, inden jeg genvinder balancen. Min hånd rammer taget på elevbygningen. Rebet strammer. Jeg er oppe.
