Klar til Efterskolernes Dag

Med sedlen i min hånd og fem andre navne foruden mit eget på tavlen, tænker jeg lidt, ”hvis det er mig, hvem vil jeg så bedst kunne arbejde med?”.

Da jeg få minutter efter kommer ind i lokalet og kigger på tavlen, ser jeg hurtigt at lige der midt i blomsten – mit navn! Hmm…. hvordan skal jeg lige reagere? Med et lille smil eller bare se mega nervøs ud? Jeg havde ikke selv troet, at folk så mig sådan – men det var alligevel en smule anerkendende.

Vi – eleverne – planlagde Efterskolernes Dag

Her på Brejning er vi alle godt i gang med en ny uddannelse – nemlig som projektledere. Det er en af de mange ting, man får med sig i løbet af et år på Brejning Efterskole, udover de mange fantastiske venner og minder. Og i ugen op til Efterskolernes Dag blev alle elever delt ind i tre projekter: Udlandstur, lokalsamfund og Efterskolernes Dag, som jeg skulle være med til at planlægge. Ja, jeg var faktisk blevet projektleder for det. Så nu skulle vi bare i gang, så vi kunne lave den FEDESTE Efterskolernes Dag nogensinde.

Idémasser til plakaten og skraldespanden

Folk blev hurtigt fordelt på fire undergrupper: Aktiviteter, Rundvisning/Udstilling, Info/folder og Drift. Alle lige vigtige for lige netop vores projekt. Ideerne fløj næsten gennem rummene. Nogle landede solidt på papiret, mens andre endte i spanden i hjørnet af lokalet.

Infotelte med vores fantastiske linjer og valgfag, foredrag med vores forstander Jette, mad og pynt. Alt sammen planlagt og organiseret af elever. Uden et par gode ord, analyser og teknikker fra lærerne (som vi også i fremtiden vil få stor glæde af), var det hele dog nok ikke endt, som det gjorde.

Tiden var knap. Med kun to dage til at planlægge og en dag til opbygning, var der mange møder, imens der var mange mis’ af aftenhygge og grin undervejs. Men humøret var i top, og man kunne mærke, at de andre havde samme glæde ved projektet.

Arghh… vi bliver aldrig klar

På dagen måtte intet gå galt. Tre dage med hårdt arbejde og møder. Nu skulle vi og projektet stå vores prøve. Jeg kunne mærke sommerfuglene flyve frem, tilbage, op og ned i min mave. Hvis det nu ikke går, ville jeg hurtigt tænke, at det var min fejl og være ked af ikke at have set det komme.
Klokken lidt i 12 ankom de første. ”Arghh! STRESS vi er jo slet ikke klar”, det var den første tanke der gik gennem mit hoved. Men til min overraskelse var vi klar. Og næsten alle var der, hvor de skulle være. Det var simpelthen dejligt bare at kunne holde det overblik vi skulle, uden problemer vi hurtigt skulle løse.