Klædt på til vild med dans…
Musikken spiller højt i baggrunden, mens Sletten er ude på dansegulvet. Henne ved bordet står Johan og Amalie og skænker Bloody Butlers op. Der er lagt op til den helt store vild med dans-konkurrence, og efterskolen summer af spænding.
En ikke helt normal aften på efterskolen
Det giver nok sig selv – det er ikke en helt normal aften på Brejning Efterskole. I aften er der nemlig kontaktgruppe-turnering arrangeret af kontaktgruppen Lunden. Hver kontaktgruppe har skulle forberede et dansenummer til en sang. Min kontaktgruppe, Højen, skal danse lige om lidt, og tidligere på dagen har vi brugt et par timer på at øve. Der er lagt op til den vildeste dansekonkurrence – nogle er klædt ud i dyredragter, imens andre er smurt ind i sovsekulør. Rundt omkring ses glade ansigter, og hele skolen er samlet på Vandværksvej, hvor vores nye danse-/gymnastisk-/alt-muligt-andet-sal ligger.
Så der stod vi, iført hvert vores outfit til aftenens begivenheder. Dansen begyndte, og latteren spredte sig rundt i lokalet. Især efter dansene var der høje latterhyl og buhende tilråb fra publikum, da dommerpanelet (det meste af Lunden og læreren Thomas) bedømte dansene efter sans for detaljer og finesse (i praksis efter forgodtbefindende).
Dans i benene og “Lunden i munden”
Det er vores tur til at danse nu, og vi glæder os meget til at gå i gang. Vi danser og griner, og publikum klapper i takt til musikken. Vi får ros af dommerpanelet, og især Thomas er begejstret. Vi venter spændt på afgørelsen, mens folk drikker drinks ala lunden; “Bloody Butler”, “Lunden i munden” og mange andre udsøgte drikke… Alt bliver selvfølgelig serveret af to nydeligste bartendere kontaktgruppen har kunnet støve op.
Vinder vi?
Højen er i finalen, og vi håber på at vinde. Vinderen får den eftertragtede kontaktgruppe-pokal. Der lyder trommesolo fra publikum, og på trods af korrupte dommere, vinder vi alligevel den eftertragtede pokal.