Kalder du det der et tårn?
Del“Hvor skal vi stå af?!” Der er ved at gå en smule panik i stemmerne. Alligevel griner de fleste dog stadig. Vi sidder i bussen på vej til Ryes kaserne… Men vi aner ikke, hvor vi skal stå af. Nogen nærmest råber, at vi skal af med det samme, imens andre mener, at det nu er bedre at fortsætte lidt længere.
Et busstoppested langt ude på landet. Marker. Et lille skur og en bred vej med biler, der drøner forbi. Kontaktgruppen Kilden er på tur.
Vi ringer til vores kontaktgruppelærer Birgitte og forklarer hende situationen. Næsten ude af stand til at snakke på grund af latterkramper, fortæller hun at vi er stået af bussen syv kilometer for tidligt. Der går dog ikke længe før, hun og de to instruktører, som skal instruere os i forskellige aktiviteter på Ryes Kaserne, finder os.
Fed, fed forhindringsbane
Alle måber. Forhindringsbanen ser enormt fed ud. Vi får en hurtig instruktion i, hvordan forhindringerne kan klares, og bliver derefter delt op i to hold. På hvert hold skal man hjælpe alle igennem banen.
Da vi er færdige med forhindringsbanen, og alle sidder på græsset, drikker vand, puster ud og sveder af, får vi at vide, hvor godt vi har klaret banen.
Det tårn er da ikke specielt højt…
Få 200 meter fra græsplænen står et tårn, der da ikke virker særlig højt … Nej – ikke nede fra jorden. Alle er i højt humør, og vi lægger ud med at klatre op af siden. Turen går derefter op af stigen, til tops i tårnet, som instruktørerne meddeler er 15,5 meter højt. Derefter skal vi rappelle ned fra siden.
Jeg selv er ved at tabe underkæben da jeg får selen på, går ud på den anden side og får beskeden, ”bare læn dig bagover”. Da jeg lider af højdeskræk, har jeg meget svært ved at gøre det i starten. Men jeg klarer det, og det gør størstedelen af de andre også.
Det var en fed dag på kasernen. Vi er blevet lovet, at vi kan ta’ derud igen til foråret. Det ser vi alle frem til.
