Jeg udfordrede min nervøsitet

Jeg står foran en hel skoleklasse. De kigger forventningsfuldt på mig – der er helt stille i lokalet. Mit papir ryster, da damen ved min side præsenterer mig. ”Kan jeg klare det? Går jeg i stå? Hvad skal jeg gøre af mig selv?” Det kilder i maven, og mit hovede er ved at eksplodere af tanker.

Faldskærmsudspring eller bungee jump?

Hvad skulle være min Brejning Udfordring? Ideerne var mange – faldskærmsudspring, bungee jump og rapelling – men også lidt for vilde. Efter lidt eftertænksomhed kom jeg frem til, at det var min nervøsitet jeg skulle arbejde med. Noget som træder frem, hver gang jeg skal fremlægge, fortælle eller snakke med folk.

Stå frem foran en skoleklasse

Jeg ringede til en skole og allerede dér, da jeg trykkede på den grønne knap på telefonen, startede min udfordring. Det kildede i maven, og min stemme rystede lidt. Men heldigvis var det en flink dame fra Damhavens Skole, jeg snakkede med – og det hjalp. Hun sagde, at de havde en 6. klasse, der gerne ville høre mig fortælle om mine oplevelser på efterskolen og om min udvikling.

Hjælp fra min værelse-14-coach

Torsdag kl. 06.45 vækker, min roomie, Cille mig, ”Anne der er morgenmad kl. 7.”
Hun stod op klokken 6, da hendes Brejning Udfordring er at gennemføre et triatlon… Jeg får snøvlet mig i tøjet og overvejer en ekstra gang, om jeg nu kunne klare det. Jeg går ind på værelse 14. Det første, der bliver sagt er; ”Du kan sgu godt klare det. Lad være med at tænke over det,” sagde min værelse-14-coach, Michael, der nøje er blevet udvalgt, da han lige siden første dag har været der, for at hjælpe mig med at flytte mine personlige grænser. Og det viser sig, at han har ret.

Nervøsiteten tager over

Jeg ankommer til skolen, og uu-vejlederen viser mig hen til den 6. klasse, hvor jeg skal holde mit første foredrag. Jeg kan se på mit notespapir at jeg ryster, og min stemme er lidt rusten. Eleverne er stille og rolige. Jeg starter, men kort tid efter tager nervøsiteten over, og jeg går i stå… Så tænker jeg på, hvad min værelse-14-coach har sagt til mig i morges.
Jeg kommer igang igen, og da jeg slutter af og træder ud af døren fra klasselokalet, bliver mit smil større og større. En følelse af lettelse breder sig i hele min krop – jeg gjorde det!

Om 20 minutter vil en 7. klasse også gerne…

Uu-vejlederen kigger på mig og siger med en blid stemme,
”Det var da flot gået. Så om 20 min er der en 7. klasse, der gerne vil høre om dig, og bagefter vil parallelklassen også gerne høre det.”
Et kort øjeblik går jeg helt i stå. I telefonen sagde hun da, at det kun var én 6. klasse…
Men kampgejsten efter det første foredrag tager over, og jeg klarer nemt at snakke i 40 minutter for de sidste to klasser.