I naturen… spændende, klamt og komisk
Sommertilvalg er tre eftermiddage, hvor vi skal bruge os selv – gerne i naturen. Der er mange muligheder, blandt andet kajak, sejlads, aerobic, cykling, løb, iagttagelsestegning og klatring. Samtidig er der ”undersøgelse af naturen” og ”mad i, af og med naturen” – to forskellige fag.
Vi – Anne og Sofie fra 11. årgang – valgte at prøve ”Undersøgelse af naturen”, og det var en meget interessant oplevelse. Vi hentede vores net og lup, samt oversigt over dyrene i vandet og gik til søen. Vi fangede hurtigt en masse dyr og fik et spændende kig på dem.
Men det mest interessante var, da Benjamin fra vores årgang begyndte at spise nogle af de små vanddyr. Det var faktisk utroligt klamt og yderst komisk. Måske troede han, at han prøvede faget ”Mad i, af og med naturen”?
Eftermiddagen med ”Undersøgelse af naturen” var generelt utrolig mudret, men alligevel vildt hyggeligt – især fordi det var godt vejr og selskabet var sjove mennesker.