Med hovedet under armen hopper jeg i fjorden

Som jeg står på kanten af motorbåden pakket ind fra top til tå, er det som om, at mine sidste ugers valg passerer for mig. Vi sejler et par hundrede meter fra bredden. Motoren lyder stadig i mine øre, selv efter underviseren har drejet nøglen i og sat båden i stilstand. Som jeg ser ned i det blå ocean, vi kalder Vejle Fjord, kilder det lidt i maven på mig. Jeg er nervøs – men også spændt, for inden længe har jeg skubbet til mine grænser.

Sejlads og valgfag

Inden jeg sætter af ned mod det endnu ukendte vand, er jeg kommet frem til, at det her ikke var, hvad jeg forventede, da jeg meldte mig til valgfaget. Når jeg hopper, er kursen for mine arme og ben kysten med den lille badebro. Jeg skal nemlig bevise, at jeg kan svømme ind til land, hvis båden skulle kæntre.

På Brejning Efterskole har lærerne og ledelsen sammensat et udvalg af forskellige valgfag, som man kan vælge sig ind på. Da jeg går i tiendeklasse, har jeg skiftende valgfag mandag, onsdag og torsdag.

Hver mandag tropper jeg op nede på havnen sammen med ti andre Brejningelever, som er klar på at tage en tur i en af de tre meginjoller, som er ankret til nede ved Brejnings havn.

Sikkerhed frem for alt

Efter den sædvanlige gode frokost, køkkenet og dets hjælpere leverede, bar jeg en del af servicet ud af spisesalen Valhal. Destinationen er køkkenet, men noget andet fanger min opmærksomhed, selvom jeg har favnen fuld af service.

De fede bogstaver på tavlen fortæller, at sejladsholdet skal møde op nede på havnen. Jeg stopper op. Vi skal pakke vores taske med tørt tøj, regn- og skiundertøj og have vores redningsveste med. Vi skal i vandet.

Noget, som sejllads-instruktørerne går meget op i, er, at hvis vi kæntrer, så skal vi kunne svømme i land igen, skulle det blive nødvendigt. Så det skal vi selvfølgelig gennemgå.

En god men våd oplevelse

Inden jeg ser mig om, står jeg på motorbåden og er lige ved at falde i, så tæt på står jeg. Jeg har min redningsvest på, hvilket helt klart betrygger mig her på kanten af verdenen. Jeg er ikke vant til at skulle svømme længere distancer – jeg er faktisk ikke vant til at svømme – overhovedet. Heldigvis er jeg kun knapt et par hundrede meter fra bredden.

Der er kun én ting at gøre – hoppe i og stå ansigt til ansigt med udfordringen. Så det gør jeg.