Hjemve

Står på Aarhus Banegård, og er dermed kun en lille køretur fra at være hjemme hos forældrene. Som et lyn fra en klar himmel, slår en sær følelse mig hårdt i maven og gør mig underligt utilpas. Det er mange år siden jeg sidst har følt sådan. En følelse jeg ikke anede, jeg nærede. Hjemve. Det lader til at Brejning Efterskole er 10.000 lysår væk.

Ude godt, men BE bedst

Regnen siler ned og får folk til at søge ly under et halvtag. Selv står jeg alene i regnen. Jeg lægger hovedet tilbage og lader vandet ramme mit ansigt. Dråberne får min mascara til at løbe og efterlader sorte rander under mine øjne. Det er en uvant følelse – for efter to uger på efterskolen har jeg stort set lagt al makeuppen fra mig. I dagens anledning har jeg dog taget lidt mascara på.

At gå Brejning Efterskole er noget af det bedste, der nogensinde er sket mig. Uden tvivl. Jeg har kun været her i nogle få uger og har allerede fået mange gode oplevelser, minder og ikke mindst venskaber. Ofte tager jeg mig selv i at kalde Brejning mit hjem. Og et eller andet sted skræmmer det mig. For hvordan kan en skole, som jeg har gået på i ganske kort tid, slå min hjemstavn, gennem 16 år, af førstepladsen som mit hjem? Svaret har jeg endnu ikke fundet frem til, og det er ikke en gang sikkert, at jeg nogensinde kommer til at kende det.

Længsel og savn

Men ja, som jeg står her på banegården, midt i en byge af piskende regn og stressede mennesker, får jeg hjemve. Mens min mors bil ruller ind ved siden af mig, går det op for mig, at det ikke er min mor, jeg savner. At det ikke er mit hjem i Hammel, jeg længes efter. At det ikke er min familie, jeg savner. Og at det heller ikke er mine venner hjemme i Hammel, jeg mangler lige nu. Det er mit andet hjem, min anden familie og alle mine nye, fantastiske venner, jeg længes ulideligt meget efter. Jeg smider mine tasker og mig selv ind på bagsædet og sukker. Jeg er da glad for at være hjemme på weekend, bevares, men jeg savner alligevel Brejning Efterskole.

I løbet af weekenden er jeg mentalt et helt andet sted end i Hammel. Jeg vil gerne være nærværende, når nu jeg er hjemme. Jeg vil gerne koncentrere mig om at bage kage med min mor. Og jeg vil gerne lade længslerne mod BE ligge, mens jeg går tur med min familie. Men det trækker altså i mig, at komme ned på skolen igen.

Inden jeg får set mig om, er weekenden omme. Bilen triller ind på efterskolens parkeringsplads, og et øjeblik får jeg sommerfugle i maven – næsten som første skoledag. Jeg bliver modtaget med et kram bagfra af en veninde. Det bliver kun til et kort farvel til mine forældre – jeg har nemlig alt for travlt med at komme ind til de andre.

Savn kan være både grufuldt og smukt på én gang. Jeg foretrækker at opfatte længsel som smukt, for havde jeg ikke min skønne familie og min herlige efterskole, ville jeg ikke føle noget savn. Og dermed heller ingen glæde over at have begge dele.