Hjælp! Jeg tør ikke…

Jeg kan høre et lille skrig – eller rettere sagt et “juhuu” – da vi svinger hen mod det høje træ.

”Længe ventede hold 7 er her.”

Bliver der råbt, fra de gamle elever. Vi nikker, trætte og udmattede. Klatreselen bliver smidt over til mig, og snakken begynder.

”Du er sikret.”

Bliver der sagt fra Maja der sikrer mig. Jeg nikker og begynder at klatre op ad rebstigen. Jeg får lidt af et chok, da jeg hører en stemme fra oven. Men stemmen lyder flink og en gammel elev snakker mig hele vejen op i træet, hvor han sidder.

Vi er på natløb, som sidste årgang på efterskolen har planlagt for os, og det er ret grænseoverskridende.

Dette træ har dog også en top

Drengen, der sidder spændt fast i toppen, snakker med mig hele vejen op. Det hjælper mig til at fortælle mig selv, at jeg skal til tops. Jeg kan mærke, at mine arme og fingre bliver mere og mere smadrede, jo længere op jeg kommer. Da jeg når toppen, falder der en blanding af lettelse og nervøsitet ned over mig.

Det hele går jo ud på, at du skal hænge fast i et tov i en sele, indtil du når jorden. Da jeg står der på grenen, og han begynder at spænde mig fast til rebet, føler jeg mig helt sikker. Min hals smager ikke længere af kvalme, men af frisk luft. Jeg kan mærke træet vippe under mine, meget mudrede, vandrestøvler og hører så et råb; ”hun kommer nu!” og jeg hører samtidig drengen ved min side sige, ”af sted med dig…”

På den trygge jord igen

Hele vejen ned – eller rettere de 15 sekunder det nu varer – har jeg lukkede øjne. Da jeg åbner øjnene ser jeg fire drenge som skal stoppe mig, og mærker samtidig et ryk i selen da de råber ”op med benene.” Modvilligt bøjer jeg benene op under mig.

Så står jeg der i mudder til knæene og mærker, hvor slappe mine knæ er. Jeg går ud til siden, hvor de spænder mig af rebet. Jeg kan se, at Mike, min holdmakker, er på vej op ad rebstigen. For bare fem minutter siden var det mig.

Afslutningen

Jeg får gang i benene og begynder at vakle tilbage til træet med selen. Jeg kan mærke glæden boble op i mig, ”jeg kunne… Jeg klarede det virkelig…”

Jeg er simpelthen så overrumplet af glæde. Jeg havde ikke selv regnet med, at jeg turde. Jeg har nemlig en lille smule højdeskræk, og så er jeg meget træt. Men jeg kunne, og tror nu selv jeg godt ved hvorfor; de støttede mig hele vejen. Der var ikke på noget tidspunkt, hvor nogen sagde, at jeg ikke kunne – ingen nedgjorde mig. Der er fedt, at man hjælper hinanden her på efterskolen. Ikke bare på årgangen men også årgangene i mellem.

Tusind tak for et mega fedt løb til 12. årgang.