Her er så stille…
Det er næsten 5 uger siden, at BE18 (18. årgang) stoppede. Fem uger uden støj på alle tider af døgnet, fem uger uden at være omgivet af sine bedste venner hver dag hele ugen.
Det er mærkeligt at være hjemme, og jeg har det stadig, som om jeg er på forlænget weekend hjemme ved de gamle.
I starten af skoleåret var vi flere, der havde det, som om vi var på skolelejr eller lignende. Vi havde svært ved at vende os til at være på skolen, og nu har vi svært ved at være hjemme.
Vi savner hinanden, skolen, lærerne og larmen, som vi altid var omgivet af.

Fra social til solo. Med Annes farvel til efterskolelivet, skal hun fremover til at børste tænder uden det bedste selskab.
Stadig sammen med Brejning!
Selvom sommerferien har varet i et stykke tid nu, har jeg heldigvis ikke været foruden mine bedste fra Brejning. Den første uge tilbragte vi nogle stykker sammen på Roskilde Festival, og ugerne efter har jeg tilbragt med de forskellige.
Snapchat er bombet med billeder fra genforeningerne, der har fundet sted her i ferien. Tiden er knap, og vi når ikke at besøge, alle dem vi vil se. Det er derfor GEW (Gammel Elev Weekend) kommer på tale for de fleste allerede nu, selvom gensynsweekenden først finder sted til november.

Her er lidt tomt. BE18 har tømt deres dueslag, og snart bliver navnene skiftet ud, så vi er klar til BE19.
Glæd jer
Så BE19: Glæd jer, til I starter på BE. Glæd jer til året. Glæd jer til at møde lærerne. Glæd jer til venskaberne. Glæd jer til hinanden. Vi fra BE18 glæder os til at følge jeres år på vores alles Brejning Efterskole