Mød min nye familie: Kontaktgruppen
Jeg bor helt oppe under taget i elevbygningen i kontaktgruppen “Kilden”. Deroppe, hvor vi har den mest langsomme netforbindelse, det koldeste vand og aldrig får besøg… for som alle de andre elever siger, ”så er der jo bare SÅ langt derop”. Men på trods af det, har vi i Kilden allerede et sammenhold, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde kunnet håbe på, før jeg kom til Brejning Efterskole. Vi joker med hinanden, låner alle hinandens ting – og så har vi den dejligste kollektive sang-tandbørstning to minutter i sengetid.
Et sammenhold uden lige
Allerede nu ved jeg, at jeg har en masse mennesker, som jeg kan gå til, hvis jeg skulle blive ked af det. Hvis jeg har brug for opmuntring, er der straks 4-5 stykker omkring mig med en sjov bemærkning eller et grinagtigt ansigtsudtryk.
Da Martin fra kontaktgruppen havde fødselsdag, stod to af os piger op klokken 6.15 – for der skulle jo stå frisklavet lagkage på bordet, når vi kom hjem fra den elskede morgenrute. Jeg ved ikke, hvor vild Martin var med kagen, men resten af os i kontaktgruppen guffede løs og elskede det søde tilbehør til morgenmaden.
Når vi er så tætte i kontaktgruppen, at vi begyndte at kalde hinanden “søskende” efter to uger, kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan vi nogensinde skal kunne sige farvel til hinanden.