Halvvejs i skoleåret. Har jeg udviklet mig?

”Fynshave” er i min kontaktgruppe, og jeg snakkede med ham i går, om hvor beæret han var, fordi han havde fået lov til at være med i Jettes tale. Så da han rejser sig op og begynder at fortælle, kan jeg ikke lade være med at smile.

I går havde vi galla – det var et brag af en fest med Lanciers, god mad og humøret i top. Selvom vi alle skulle hjem på juleferie dagen efter, var det ikke noget folk ænsede at tale om. Og nu sidder vi her – på vej på juleferie. Et halvt år er gået – det får mig til at tænke. Hvordan har mit første halve år været? Hvordan har jeg udviklet mig? Jeg har egentlig ikke tænkt så meget på det før. Men da ”Fynshave” og to andre elever var oppe og holde tale, gik det pludselig op for mig hvor meget man egentlig har ændret sig. Signe fortalte om, at hun var gået fra at ville hjem – så snart hun trådte ind på Brejning – til at elske at være her – og savne skolen, når hun var hjemme. ”Fynshave” der fortalte om hans ”tænker” – når man bliver sendt hjem fra skolen for en tid – og hvor meget det havde ændret hans syn på livet.

Jeg har altid elsket Brejning Efterskole – lige fra den dag jeg trådte ind af døren til værelse 17. I starten havde jeg problemer med at samarbejde – så min kontaktgruppelærer Christina(CJ) og jeg, satte os ned og lavede en projektplanner over de mål, jeg gerne ville nå, inden året var omme. Allerede nu, når der er gået et halvt år, har jeg udviklet mig. Jeg har været projektleder på Efterskolernes Dag, været på PLan (et fedt ledelseskursus for spejdere) og skal være med til at arrangere et kursus for nogle 9-11 årige spejdere til foråret. Jeg er gået fra at ville have styr på alting selv til at lade andre folk tage styringen der, hvor jeg ikke selv kan nå hen.

Den sidste elev – Sebastian – sætter sig efter at have talt. En dyb tavshed spreder sig ud i hele rummet. Vi er alle tænksomme – undrende. De fleste tænker nok over, hvordan de har ændret sig. Jette fortsætter sin tale. Hun fortæller os, at selvom vi alle nok ikke er klar over det, så har vi ændret os. For vi har alle været med til at skabe projekter, vi har alle oplevet hverdagen – både når den var imod os, og med os. Vi har alle fået en smule frustrationsrobusthedskompetence, som hun kalder det. Med det mener hun, at vi alle et eller andet sted har indset – at det ikke nytter noget at ligge sig ind under dynen, når verden er imod dig. Vi har alle indset, at man bliver nødt til at leve med tingene som de er. For nogle gange kan tingene ikke ændres.

Mit første halve år på Brejning har været spækket med smil, grin, kærlighed, masser af medgang og en smule modgang. Jeg har badet i fjorden, nydt Karins mad – spist alt, alt, alt for meget risengrød i november og december. Jeg har haft kontaktgruppedage, danset lanciers til galla, sejlet i kajak og leget teatersport. Jeg har spist onsdagskage og mest af alt har jeg bare nydt det hele i fulde drag. Jeg elsker Brejning Efterskole og glæder mig utrolig meget til et helt halvt år mere.