Gennem skolen en sidste gang

Inden jeg forlader skolen vil jeg promenere en sidste gang
For sidste gang af mange kommende gange
Og jeg vil starte i Yggdrasil hvor min gang så ofte er indledt
hvor der nu dufter af Wellness’ umiskendelige duft
som sætter sig i hver en fiber af min krop
Og jeg mærker næsten den fredfyldthed som den eftersigende skulle bibringe
de træplanker som vi hver dag torterer med vores hurtige lette og tunge skridt
er gennem flere år afprøvet for deres standhaftighed
og kun bukket under for de tidligere væverstoles vedblivende vægt

Og efter det lyse rum vil jeg gå i Fenris
med kontrastforskellen i det endnu værende gulvtæppe
som bugner af blanke papirer bøger ord
den altid brummende kopimaskine og den beredte klipsemaskine
Der hvor jeg så mange gange har tappet vand fra den trætte vandhane
til hundrede personers kultiverede manerer og indlærte rutiner

Derfra vil jeg fortsætte min vej forbi Mimer
de små kvadratmeter som kan rumme så store beslutninger
som endnu er mystificeret i min realitetsopfattelse
et uklart område på mit kort over virkeligheden
beslutninger som endnu synes for enorme uoverskuelige voksne

Og ind i Valhal hvor jeg hver dag er mødtes med min store familie
nogensinde
der hvor jeg har gået i dusinvis snesevis hundredvis af andres fodspor
og jeg vil genkalde mig den trængsel og mas madaroma og vandspild som jeg savner
nu hvor stedet er så øde at en knappenål ville kunne få ørenlyd
Paradoksalt
Et kærligheds-had-forhold
og jeg vil genkalde mig alle de gange jeg er gået ind og ud af Valhals port
træt og udmattet

Og jeg vil slå et smut ind i den rungende hall
der hvor alt startede og som endnu bevidner om formalitet og fremmedhed
Og jeg vil lade blikket ransage mit dueslag som det altid gør når jeg går forbi
aldrig med noget held og aldrig med nogen erfaring

Jeg vil gå op ad trappen til første sal
og befærde mig på den talende og summende elevgang
der hvor jeg lige fra starten håbede at jeg ikke ville komme til at bo
men som alligevel har udartet sig til fremkaldelse af en misundelse
til tider
Forbi det sted hvor barndommen vækkes til live
frigives i det eneste Joanna fra vores alvorlige og seriøse verden

Og jeg vil gå ud og møde kulden
en mur at bekravle et bjerg at bestige
og tilbagelægge den strækning som kan nedlægge alle med en forkølelse
som kan tage livsmodet fra én
Der vil jeg gå målrettet ind på mit sted
efter at jeg har kigget ivrigt ned ad gangen til højre
hvor fredagsrengøringen har fjernet ugens spor

Og jeg vil indsnuse mig det tætteste jeg har på hjem
og lade mig selv længes efter det gamle
og den hverdag jeg har forladt
ikke for at fortryde men for at ære værdsætte ophøje
og blive bekræftet i at jeg er lige her hvor jeg skal være

Og jeg vil bevæge mig ud i vores lyserøde køkken
Det sted i verden hvor al femininisme burde have lov til at udleves
hvor de mest familielignende momenter er indtruffet
hvor al glæde kan samles på atten kvadratmeter

Og tage en dyb indånding gå gennem døren mærke vinden omfavne mig
men selvom det er bidende koldt vil jeg ikke accelerere
bare slentre
slentre til jeg står foran den majestætiske hvide hovedtrappe
trappen som før var så frygtindgydende
men som nu synes så spinkel splendid smuk
der hvor alt begyndte og alt sluttede